Efter 1. behandling henvist til kulturudvalget.
Med loven udbygges folkebibliotekslovens § 5, stk. 5, om støtte til biblioteker i områder, hvor disse ikke er fuldt udbyggede, således at der skabes mulighed for at yde støtte til oprettelse og drift af lydaviser i kommuner, der endnu ikke har oprettet lydavis, selv om disse i øvrigt må anses for at have et fuldt udbygget biblioteksvæsen. Inden for et beløb af 2,5 mill. kr. årligt af dispositionssummen kan der efter ansøgning ydes 50 pct. af anlægsudgifterne og 50 pct. af første års driftsudgifter til kommuner, der opretter og påtager sig driften af en kommunal lydavis i folkebibliotekets regie. Der ydes dog ikke tilskud til anlægsudgifter vedrørende fast ejendom og renter og afdrag af disse, jfr. § 12, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 169 af 13. maj 1965 om folkebiblioteker.
Af den af udvalget afgivne betænkning fremgår bl. a.:
»Udvalget er under behandlingen af lovforslaget blevet orienteret om, at der pågår forhandlinger mellem Bibliotekarforbundet og Dansk Journalistforbund om udførelsen af de opgaver, som er forbundet med udvælgelsen af stof til lydaviser.
Under behandlingen af lovforslaget har et flertal (udvalget med undtagelse af fremskridtspartiets medlemmer) derfor lagt vægt på, at ministeren for kulturelle anliggender har oplyst, at formuleringen i bemærkningerne: »Og den redigering, der nødvendigvis må ske ved en udvælgelse af stof fra måske flere lokale aviser, bør ikke være en journalistisk bearbejdning af dette stof, men en nøjagtig gengivelse af det medtagne stof.«, er tilsigtet neutral over for, hvorvidt arbejdet med lydaviser varetages af journalister eller bibliotekarer.«
Lovforslaget vedtoges ved 3. behandling med 145 stemmer mod 17 (FP).