L 163 Forslag til lov om et teknologiakademi

Samling: 1980-81
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til udvalget angående videnskabelig forskning.

Lovforslaget gik ud på, at der for en femårig periode oprettes et uafhængigt teknologiakademi til at følge og vurdere konsekvenserne for samfundet af den teknologiske udvikling.

Akademiet består af 17 medlemmer. Folketinget vælger medlemmerne for 3 år ad gangen. Medlemmer af folketinget kan ikke samtidig være medlemmer af teknologiakademiet. Ved sammensætningen af akademiet skal forskningen og de væsentligste samfundsinteresser repræsenteres.

De nødvendige midler til akademiets virksomhed bevilges på de årlige finanslove, og akademiet aflægger årligt en offentlig beretning om sin virksomhed.

Af bemærkningerne til lovforslaget fremgår bl.a.:

»Det er i de senere år blevet stadig mere klart, at ny teknologi på en række områder har afgørende indflydelse på samfundets struktur og dermed på borgernes tilværelse, uden at man på forhånd gør sig konsekvenserne klar. Udviklingen af ny teknologi kan ikke standses, men det er af væsentlig betydning, at såvel folketinget som borgerne hurtigst muligt sikres den nødvendige viden om følgerne af anvendelse af teknologi. Dette bør ske på grundlag af en omfattende samfundsdebat.«

Ved lovforslagets 1. behandling nævnte industriministeren, at teknologirådet allerede varetager en række af de opgaver, der var tiltænkt et teknologiakademi, og han kunne blandt andet på denne baggrund ikke anbefale forslaget. Heller ikke de øvrige ordførere kunne fuldt ud tilslutte sig forslaget.

Udvalget afgav ikke betænkning over lovforslaget.
Partiernes ordførere
Jytte Hilden (S), Bjørn Elmquist (V), John Lawaetz (FP), Henning Baunbæk Dyremose (KF), Margrete Auken (SF), Lone Dybkjær (RV), Inge Krogh (KrF), Steen Folke (VS) og Niels Mølgaard (DR)