B 99 Forslag til folketingsbeslutning om Nordsjællands Gymnasium

Samling: 1980-81
Status: 2. behandlet/Forkastet
Efter 1. behandling henvist til uddannelsesudvalget.

Beslutningsforslaget havde følgende ordlyd:

»Folketinget opfordrer undervisningsministeren til at
ændre sit afslag på ansøgningen om tilskud til Nordsjællands Gymnasium til et tilsagn for så vidt angår udgifter til drift og rentebetaling op til et samlet beløb, der svarer til driftsudgiften pr. elev i de statslige og amtskommunale gymnasier i det pågældende område.«

I bemærkningerne til forslaget anføres følgende begrundelse for dets fremsættelse:

»Forslagsstillerne ønsker principielt et frit skolevalg på gymnasieområdet i lighed med, hvad der er almindeligt accepteret for grundskolen. Derfor skal det også være muligt at oprette nye gymnasier i konkurrence med bestående statslige og amtskommunale gymnasier.

Det forudsættes, at de offentlige udgifter pr. elev på private gymnasier holder sig i underkanten af den tilsvarende udgift på det offentliges gymnasier, således som det også er tilfældet for eleverne i private grundskoler sammenlignet med offentlige.

Deri ligger, at der er grænser for, hvor store renteudgifter Nordsjællands Gymnasium kan påføre staten. På den anden side er det urimeligt at afslå sådanne rentetilskud, der ikke bringer udgiften pr. elev op over den normale driftsudgift pr. elev i det offentliges skoler.

Forslagsstillerne skønner, at nærværende forslag vil sikre Nordsjællands Gymnasium et årligt tilskud pr. elev på ca. 25.000 kr. i 1980-priser.«

Forslaget kom til 1. behandling sammen med forslag til folketingsbeslutning om sikring af rentetilskud til Nordsjællands Gymnasium (se nærmest følgende sag).

Ved 2. (sidste) behandling blev forslaget forkastet med 109 stemmer mod 48 (V, KF, KrF og DR).
Partiernes ordførere
Søren Nørgård-Sørensen (S), Bertel Haarder (V), Børge Halvgaard (FP), Palle Simonsen (KF), Eva Bente Møller (KF), Ebba Strange (SF), Ole Vig Jensen (RV), Mimi Jakobsen (CD), Ole Flygaard (DR) og Alfred Hansen (DR)