B 105 Forslag til folketingsbeslutning om frigivelse af de af Lønmodtagernes Dyrtidsfond forvaltede midler

Af: Alfred Hansen (DR) , Ib Christensen (DR) og Niels Mølgaard (DR)
Samling: 1980-81
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til arbejdsmarkedsudvalget.

I forslaget til folketingsbeslutning opfordredes regeringen til at fremsætte forslag til lov om ændring af lov nr. 7 af 9. januar 1980 om Lønmodtagernes Dyrtidsfond, hvorefter der skulle skabes mulighed for, at lønmodagere, for hvem der er indbetalt beløb i medfør af dyrtidsindbetalingsloven, kunne forlange udbetaling af beløbet med tillæg af, hvad der var tilskrevet lønmodtagerens konto i medfør af § 7 i loven om Lønmodtagernes Dyrtidsfond, efter følgende retningslinjer:

Beløbet skulle efter anmodning udbetales til lønmodtageren i rater, for hvilke finansministeren skulle bemyndiges til at fastsætte størrelse og forfaldstidspunkter inden for
årene 1982, 1983, 1984 og 1985. Dog ville den enkelte lønmodtager kunne anmode om at få hele sit indestående beløb konverteret i 1982 eller senere til medarbejderaktier, andre aktier, indskud i investeringsforeninger eller i selvstændig erhvervsvirksomhed.

Om beslutningsforslaget hedder det i de ledsagende bemærkninger, at det »tilsigter at respektere lønmodtagernes principielle ret til at råde over deres egne midler. Hensynet til samfundsøkonomien tilgodeses dog ved, at udbetalingen fordeles over en firårig periode.

Der åbnes endvidere mulighed for en tidligere udbetaling for den enkelte lønmodtager af hele. indeståendet, mod at dette investeres erhvervsaktivt.«

Ved 1. behandling blev beslutningsforslaget mødt med en overvejende afvisende holdning af såvel arbejdsministeren som ordførerne fra S, RV, CD og KrF, mens de øvrige partiers ordførere syntes at have sympati for i hvert fald dele af forslaget.

Arbejdsmarkedsudvalget afgav ikke betænkning over forslaget til folketingsbeslutning.
Partiernes ordførere
Ole Thomsen (S), Bertel Haarder (V), John Lawaetz (FP), Henning Baunbæk Dyremose (KF), Lilli Gyldenkilde (SF), Jens Jørgen Bolvig (RV), Mimi Jakobsen (CD), Poul H. Møller (KrF), Kurt Hansen (VS) og Alfred Hansen (DR)