B 100 Forslag til folketingsbeslutning om sikring af rentetilskud til Nordsjællands Gymnasium

Af: Alfred Hansen (DR) og Ole Flygaard (DR)
Samling: 1980-81
Status: 2. behandlet/Forkastet
Efter 1. behandling henvist til uddannelsesudvalget.

Beslutningsforslaget havde følgende ordlyd:

»Folketinget opfordrer regeringen til at skabe mulighed for oprettelse af Nordsjællands Gymnasium fra det kommende skoleårs begyndelse ved at bevilge tilskud til renteudgifter i et sådant omfang, at oprettelsen af gymnasiet muliggøres, men som dog ikke overstiger de tilsvarende offentlige udgifter i forbindelse med oprettelse af stats- og amtskommunale gymnasier.«

I de ledsagende bemærkninger anførtes følgende begrundelse for dets fremsættelse:

»Forslaget tilsigter, at Nordsjællands Gymnasium, der ønskes oprettet som en selvejende institution, får mulighed for at påbegynde undervisningen fra begyndelsen af skoleåret 1981-82.

Nordsjællands Gymnasium, der opfylder alle de krav, der i henhold til loven stilles for oprettelse af et gymnasium, har imidlertid fået afslag på en ansøgning til undervisningsministeriet om det fornødne rentetilskud.

Nordsjællands Gymnasium er planlagt at skulle have ca. 1000 elever og kommer formentlig til at koste ca. 57 mill. kr. i anlægsudgifter. Driftsudgifterne er udregnet til ca. 18-20.000 kr. pr. elev ekskl. renteudgifter, hvilket ikke er højere end for andre private gymnasier med samme opbygning.

Da gymnasiet skal forrente ca. 60 mill. kr., betyder det ca. 11 mill. kr. i årlig renteudgift, hvilket er ca. 11.000 kr. pr. elev pr. år.

Forslagsstillerne anser det for noget centralt og værdifuldt, at der også fremover i vor skolelovgivning sikres reel mulighed for et frit skolevalg, hvilket forslaget også tilsigter i den aktuelle situation.«

Forslaget kom til 1. behandling sammen med forslag til folketingsbeslutning om Nordsjællands Gymnasium (se nærmest foregående sag).

Ved 2. (sidste) behandling blev forslaget forkastet med 114 stemmer mod 5 (DR), medens 37 (V og KF) undlod at stemme.
Partiernes ordførere
Søren Nørgård-Sørensen (S), Bertel Haarder (V), Børge Halvgaard (FP), Palle Simonsen (KF), Eva Bente Møller (KF), Ebba Strange (SF), Ole Vig Jensen (RV), Mimi Jakobsen (CD), Ole Flygaard (DR) og Alfred Hansen (DR)