L 53 Lov om ændring af selskabsskatteloven.

(Ændring af beskatningsprocenter).

Af: Minister for skatter og afgifter Karl Hjortnæs (S)
Samling: 1979-80 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 539 af 28-12-1979
Efter 1. behandling henvist til skatte- og afgiftsudvalget.

Loven gennemfører en forhøjelse af de skatter, der betales af skattepligtige selskaber og foreninger m. v.

For aktieselskaber og andre selskaber, sparekasser og brugsforeninger, gensidige forsikringsforeninger samt foreninger og selvejende institutioner m. v. forhøjes beskatningsprocenten fra 37 til 40. Det samme gælder for udenlandske selskaber og foreninger m. v., der er skattepligtige her i landet.

For indkøbsforeninger og produktions- og salgsforeninger forhøjes beskatningsprocenten på 15 tilsvarende til 16.

Lovforslaget var et led i et samlet politisk-økonomisk kompleks, se omtalen af statsministerens redegørelse (side 78).

Ved 1. behandlingen blev lovforslaget afvist af ordførerne for V, KF, FP og KrF, mens ordførerne for SF, VS og DR støttede forslaget. Ordførerne for CD og RV kunne ikke umiddelbart give tilsagn om at støtte lovforslagets gennemførelse.

I udvalgsbetænkningen indstiller et flertal (S, SF, RV og DR) lovforslaget til vedtagelse uændret, et mindretal (V, KF og FP) indstiller til forkastelse, mens CD vil redegøre for sin stilling ved 2. behandling.

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget med 99 stemmer mod 73 (KF, CD, V, FP og KrF).
Partiernes ordførere
Mogens Camre (S), Uffe Ellemann-Jensen (V), Karl Kjelgaard (KF), Ole Kalnæs (SF), Aase Olesen (RV), Niels Bollmann (CD), Mikael Lennart Waldorff (VS) og Arne Bjerregaard (KrF)