L 51 Lov om ændring af lov om indkomstbeskatning af aktieselskaber m. v.

(Investeringsforeninger).

Af: Minister for skatter og afgifter Karl Hjortnæs (S)
Samling: 1979-80 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 536 af 28-12-1979
Efter 1. behandling henvist til skatte- og afgiftsudvalget.

Efter 2. behandling henvist til fornyet udvalgsbehandling.

Loven går ud på fra den 1. januar 1980 at inddrage investeringsforeninger under de for beskatning af aktieselskaber gældende regler.

Investeringsforeninger skal beskattes af deres indtægter i form af udbytter og renter på linie med aktieselskaber. Foreningerne vil dog efter loven kunne undgå denne beskatning ved at ændre deres vedtægter således, at de indtjente udbytter og renter årligt udloddes til medlemmerne og dermed indkomstbeskattes løbende hos disse.

Loven indeholder en række overgangsregler af mere teknisk karakter om fastsættelse af afskrivningsgrundlag for driftsmidler m. v. og om opgørelse af fortjeneste og tab på fast ejendom og værdipapirer, der skal finde anvendelse ved beskatningens indtræden for de investeringsforeninger, der vælger at fortsætte med at lade udbytter og renter blive stående i foreningen.

Beskatningen udgør ifølge loven 40 pct.

Lovforslaget blev fremsat som led i de af regeringen i december fremsatte forslag til økonomisk-politiske foranstaltninger, se under omtalen af statsministerens redegørelse (side 78).

I udvalgsbetænkningen blev af fremskridtspartiets medlemmer af udvalget stillet ændringsforslag, hvorefter foreninger, hvis hovedformål er at erhverve aktier (anparter) i et eller flere selskaber, blev undtaget fra lovforslaget. Venstres og det konservative folkepartis medlemmer af udvalget stillede i betænkningen og i tillægsbetænkningen ændringsforslag om foreningernes mulighed for afvikling af allerede erhvervet overskud uden den med lovforslaget gennemførte beskatning. Ingen af disse ændringsforslag blev vedtaget, og lovforslaget blev ved 3. behandling vedtaget med 105 stemmer imod 68 (V, KF, FP og CD). Ingen undlod at stemme.
Partiernes ordførere
Thomas Erik Have (S), Anders Christian Poulsen (V), John Lawaetz (FP), Lars P. Gammelgaard (KF), Ole Kalnæs (SF), Bernhard Baunsgaard (RV), Niels Bollmann (CD), Mikael Lennart Waldorff (VS) og Arne Bjerregaard (KrF)