L 238 Forslag til finanslov for finansåret 1981.

Af: Finansminister Svend Jakobsen (S)
Samling: 1979-80 (2. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til finansudvalget, jfr. forretningsordenens § 10, stk. 2.

Lovforslaget omfatter kalenderåret 1981.

Lovforslaget fremsattes, jfr. forretningsordenens § 10, stk. 2, uden for tingets mødeperiode og henvistes af folketingets formand til finansudvalget.

Fremsættelsen af finanslovforslaget i august måned, uden for tingets mødeperiode, sker af hensyn til grundlovens § 45, hvorefter forslag til finanslov skal fremsættes for folketinget senest 4 måneder inden finansårets begyndelse.

Finanslovforslaget består af tre dele: finanslovforslagets tekst, anmærkninger I og anmærkninger II.

Ved finanslovforslagets fremsættelse oplyste finansministeren bl. a.:

»Finanslovforslaget for 1981 indeholder samlede indtægter på 120,1 mia kr. Udgifterne beløber sig til 136,4 mia kr., således at underskuddet på drifts-, anlægs- og udlånsbudgettet, det såkaldte DAU-underskud, udgør 16,3 mia kr. Tallene er budgetteret ud fra det pris- og lønniveau, der forventes for medio 1981. Ved vurderingen af DAU-underskuddet for 1981, sammenholdt med det seneste skøn for underskuddet på finansloven 1980, kan der konstateres en stigning i underskuddet på godt 4 mia kr., hvilket hovedsageligt skyldes poster, der ikke umiddelbart påvirkes af de økonomisk-politiske beslutninger. Stigningen er i høj grad påvirket af et fald i visse poster på indtægtsbudgettet dels som følge af øgede renter af statsgælden og dels mindskede overskudsoverførsler fra Nationalbanken.

Jeg skal tilføje, at hvis der ikke var foretaget det seneste indgreb i maj/juni i år, som følge af den aftale, der den 5. maj blev indgået imellem socialdemokratiet, det radikale venstre, centrum-demokraterne og kristeligt folkeparti, ville DAU-underskuddet skønsmæssigt have været ca. 4 mia kr. større i 1981.«