L 227 Lov om ændring af lov om børnetilskud og andre familieydelser.

(Nedsættelse af indkomstgrænse og indførelse af socialindkomst).

Af: Socialminister Ritt Bjerregaard (S)
Samling: 1979-80 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 262 af 16-06-1980
Efter 1. behandling henvist til socialudvalget.

Efter 2. behandling henvist til fornyet udvalgsbehandling.

Loven indeholder, ved siden af indførelse af socialindkomst, en nedsættelse af indtægtsgrænsen for almindeligt, forhøjet og ekstra børnetilskud, således at indtægtsgraduering i 1981 begynder med en 1979-indkomst på 140.000 kr., hvilket svarer til en nedsættelse af indtægtsgrænsen i 1980 fra 144.000 kr. til 128.000 kr.

Samtidig indføjes en adgang til at fastsætte regler om fravigelser og omberegninger af børnetilskud og ungdomsydelse i tilfælde, hvor modtagernes økonomiske forhold har ændret sig væsentligt i forhold til de økonomiske forhold, der danner grundlag for socialindkomsten. Ved opgørelsen af formuen skal dog kun væsentlige formueændringer, der direkte påvirker familiens levevilkår, tages i betragtning.

Det gældende mindstebeløb for udbetaling af børnetilskud på 100 kr. årligt forhøjes til 200 kr. årligt.

Lovforslaget blev behandlet sammen med en række andre lovforslag, her i blandt forslag til lov om socialindkomst (se A. I. nr. 136, hvor de øvrige lovforslag tillige er nævnt).

Ved 3. behandling blev lovforslaget vedtaget med 86 stemmer mod 73 (V, KF, FP, SF og VS); 1 stemte hverken for eller imod (Preben Lange (Grønl.)).
Partiernes ordførere
Erik Brünnich Smith (S), Jørgen Junior (FP), Peter Brixtofte (V), Agnete Laustsen (KF), Birthe Nielsen (SF), Aase Olesen (RV), Birgith Mogensen (CD), Anne Grete Holmsgaard (VS), Niels Mølgaard (DR) og Poul H. Møller (KrF)