Efter 1. behandling henvist til boligudvalget.

Efter 2. behandling henvist til fornyet udvalgsbehandling.

Lovforslaget sigter på at forstærke genhusningskapaciteten inden for det foreslåede maksimum på hver 3. ledigblivende lejlighed i den private udlejningsmasse, så stigningen i genhusningsbehovet kan opfyldes, og at forbedre de faktiske muligheder for lokal genhusning af saneringsramte.

Genhusningspligten skal efter loven kun omfatte rene udlejningsejendomme, og reglerne er i øvrigt tilrettelagt efter de principper, der gælder for de almennyttige boligselskabers tilvejebringelse af genhusningslejligheder. Dog er der den ene væsentlige forskel, at efter forslagets § 59, stk. 2, beslutter kommunalbestyrelsen selv at pålægge private udlejere genhusningspligt, hvor det skønnes nødvendigt, og hvor der ikke er nedsat eller nedsættes erstatningsbolig- eller samarbejdsudvalg (medens beslutningskompetencen for de almennyttige afdelinger i denne situation er henlagt til boligministeren). Beslutter kommunalbestyrelsen at iværksætte genhusningspligten efter lovens § 59, stk. 2, forudsættes, at det almennyttige byggeris genhusningspligt er eller søges iværksat efter de herom gældende regler, jfr. ovenfor.

I områder, hvor genhusningspligten iværksættes, varetages genhusningsbeføjelserne efter lovens § 58 principielt af kommunalbestyrelsen eller af et erstatningsbolig- eller samarbejdsudvalg. I almindelighed forudsættes genhusningspligten dog i stedet afviklet ved, at de enkelte private udlejere, der besidder egnede erstatningsboliger i tilstrækkeligt antal - evt. efter opfordring fra et saneringsselskab - indgår aftale med selskabet om, at dette inden for en vis periode kan disponere over ledigblivende lejligheder til genhusning, jfr. lovens § 60, stk. 3. Herved undgår kommunen at oprette et særligt genhusningskontor, og genhusningerne forestås ved den allerede eksisterende genhusningsadministration under et af saneringsselskaberne, således som det i dag er tilfældet vedrørende erstatningsboligerne fra det ældre almennyttige byggeri.

Foruden at indføre regler om genhusning i den private udlejningssektor åbner loven adgang til at, midlertidige lån fra kommunen til saneringsselskaberne til gennemførelse af saneringsplaner ikke længere behøver at pantesikres i de ejendomme, selskaberne skal råde over.

Endvidere foreslås bestemmelsen i lovens § 53, stk. 2, om, at kommunen dækker halvdelen af statens eventuelle tab på udlån til private ejeres gennemførelse af saneringspåbud, afløst af en bestemmelse om, at staten dækker halvdelen af kommunens eventuelle tab på sådanne foranstaltninger.

Lovforslaget blev behandlet sammen med forslag til lov om byfornyelse og boligforbedring (se A. I. nr. 10), forslag fil lov om ændring af lov om boligsikring. (Byfornyelse) (se A. I. nr. 11) og forslag til lov om ændring af lov om lands- og regionplanlægning og lov om kommuneplanlægning i anledning af lov om byfornyelse og boligforbedring (se A. I. nr. 95).

Loven fik sin endelige udformning gennem vedtagelsen af de af boligministeren i betænkningen stillede ændringsforslag.

Ved 3. behandling blev lovforslaget vedtaget med 105 stemmer mod 62 (V, KF og FP); 6 stemte hverken for eller imod (DR og Preben Lange (Grønl.)).

Uanset at de øvrige lovforslag, der blev behandlet sammen med dette forslag, ikke blev indstillet til stadfæstelse af statsministeren, blev dette forslag undtaget fra denne beslutning og blev herefter stadfæstet.