L 111 Lov om ændring af lov om veterinærvæsenet samt om udøvelse af dyrlægegerning.

Af: Landbrugsminister Poul Dalsager (S)
Samling: 1979-80 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 205 af 30-05-1980
Efter 1. behandling henvist til landbrugs- og fiskeriudvalget.

Tidligere var bestemmelserne om tilbageholdelse fra slagtning af dyr, der er behandlet med medicin, indeholdt i flere love.

Ved denne lovændring er der skabt mulighed for, at alle fornødne bestemmelser, herunder også om tilbageholdelse af dyr, der har indtaget skadelige stoffer, kan fastsættes med hjemmel i loven. Samtidig er mulighederne for at straffe overtrædelser af sådanne bestemmelser skærpet.

Loven giver endvidere mulighed for, at en dyrlæge selv kan fraskrive sig sin autorisation som dyrlæge, samt udvider muligheden for at fratage dyrlægen autorisationen, når dyrlægen i større omfang har gjort sig skyldig i overtrædelse af dyrlægeloven eller bestemmelser udstedt i medfør af loven.

Loven bevirker også en skærpelse af kontrollen med veterinære laboratorier, der foretager undersøgelser for andre med henblik på konstatering af husdyrsygdomme.

Loven skaber endvidere hjemmel til ved bekendtgørelse at gennemføre 2 EF-direktiver om dyrlægers fri etableringsret og udøvelse af tjenesteydelser.

Ved lovforslagets 3. behandling blev det vedtaget med 113 stemmer imod 22 (FP, DR), medens 9 (SF) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.
Partiernes ordførere
Helmar Sørensen (S), Ernst B. Schmidt (FP), Henrik Toft (V), Henning Grove (KF), Ib Bjørn Poulsen (SF), Ole Vig Jensen (RV), Mimi Jakobsen (CD), Alfred Hansen (DR) og Arne Bjerregaard (KrF)