B 84 Forslag til folketingsbeslutning om budgetteringsrammer til nedbringelse af statens udgifter med mindst 11 pct. senest i 1983

Samling: 1979-80 (2. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til finansudvalget.

Forslaget til folketingsbeslutning havde følgende ordlyd:

»Regeringen opfordres til at udarbejde finanslovforslag for 1981 og de deri indeholdte budgetoverslag for årene 1982 og 1983 inden for nedenstående budgetteringsrammer med henblik på at nedbringe de samlede statslige udgifter på drifts-, anlægs- og udlånsbudgettet fra 110,1 mia i 1980 til 104,7 mia i 1981, 103,2 mia i 1982 og 100,9 mia i 1983 med deraf følgende besparelser stigende til 12½ mia i 1983 i forhold til det planlagte udgiftsniveau.

Endvidere opfordres regeringen til senest ved folketingets åbning i oktober at fremlægge tilsvarende budgetteringsrammer for årene 1982-84 i form af et beslutningsforslag til vedtagelse i folketinget samtidig med finansloven.«

Udvalget færdiggjorde ikke behandlingen af forslaget, men afgav en beretning, hvoraf fremgår følgende:

»Udvalget har indgående drøftet forskellige muligheder for at inddrage folketinget på et tidligere tidspunkt i den langsigtede styring af de offentlige udgifter.

Under et samråd har finansministeren erkendt behovet herfor og i denne forbindelse oplyst, at han vil gøre budgetoverslagene mere oplysende ved at lade dem indeholde aktuelle skøn over de påtænkte reserver. Derudover har han givet tilsagn om at overveje, dels om budgetrammerne kan fastlægges tidligere end nu, dels om man kan finde en form, hvorunder finansudvalget kan orienteres herom.

I udvalget har der herudover været ytret ønske om, at en sådan forelæggelse kunne blive ledsaget af en beslutning herom i folketinget.

Da dette spørgsmål imidlertid kræver nøje overvejelser, er udvalget indstillet på snarest at fortsætte drøftelserne herom med henblik på, at den fremtidige procedure kan fastlægges i løbet af efteråret 1980. Finansministeren har givet tilsagn om at være til rådighed for udvalget.

Udvalget opfordrer finansministeren til snarest at give udvalget forskellige modeller for, hvorledes folketinget kan inddrages i beslutninger vedrørende rammerne for de næstfølgende finansår, herunder de fremgangsmåder, der benyttes i andre lande og i amterne og kommunerne.«
Partiernes ordførere
Mogens Camre (S), Knud Enggaard (V), Palle Simonsen (KF), Ingerlise Koefoed (SF), Jens Bilgrav-Nielsen (RV), Mimi Jakobsen (CD), Mikael Lennart Waldorff (VS) og Ole Flygaard (DR)