B 67 Forslag til folketingsbeslutning om, at personligt ejede virksomheder, interessentselskaber m. v. inddrages under selskabsbeskatningen

Af: Ole Kalnæs (SF) og Ebba Strange (SF)
Samling: 1979-80 (2. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til skatte- og afgiftsudvalget.

Forslaget havde følgende ordlyd:

»Folketinget opfordrer regeringen til at fremsætte lovforslag om at udvide reglerne for selskabsbeskatning til at omfatte alle typer virksomheder uanset organisationsform. For personligt ejede virksomheder bør virksomheden og dens ejer derefter blive beskattet hver for sig, således at ejeren vil blive personligt beskattet af alt, hvad der udtages af virksomheden i form af løn eller udbytte, mens virksomheden vil blive beskattet efter reglerne for selskabsbeskatning.«

Om baggrunden for forslagets fremsættelse hedder det i de ledsagende bemærkninger bl. a.:

»Det har længe været påkrævet at ligestille forskellige virksomhedstyper skattemæssigt bl. a. for at undgå, at erhvervsdrivende kan udnytte afskrivningsregler m. v. til at nedbringe deres skattepligtige indkomst til et lavere beløb end deres privatforbrug.

Den foreslåede ændring vil også på andre områder lette en ligestilling mellem lønmodtagere og erhvervsdrivende. F. eks. forsvinder problemet med at skelne mellem renter af privat gæld og renter af erhvervsgæld, fordi lån, der optages i virksomheden og udtages til privatforbrug, vil blive indkomstbeskattet. Det vil derfor i almindelighed ikke kunne betale sig at maskere privat gæld som erhvervsgæld.«

Udvalget afgav ikke betænkning over forslaget.
Partiernes ordførere
Hans Erenbjerg (S), Mogens Glistrup (FP), Anders Christian Poulsen (V), Karl Kjelgaard (KF), Kjeld Rahbæk Møller (SF), Bernhard Baunsgaard (RV) og Ole Flygaard (DR)