Redegørelsen fremsattes mundtligt. Dens indhold er omtalt side 70. Under redegørelsen gav statsministeren udtryk for, at det ikke havde vist sig muligt for de to regeringspartier at nå til enighed om udformningen af en langsigtet politik, hvorfor han havde indstillet til Dronningen at udskrive nyvalg til folketinget til afholdelse den 23. oktober. I fortsættelse heraf havde regeringen indgivet sin afskedsbegæring.
Redegørelsen efterfulgtes i overensstemmelse med, hvad der foreskrives i den nævnte grundlovsparagraf, af en forhandling, åbningsdebatten. Under åbningsdebatten kunne også første behandling af forslag til finanslov for 1980 omtales.
Som ordførere talte: Hjortnæs (S), Glistrup (FP), Ellemann-Jensen (V), Poul Schlüter (KF), Arne Melchior (CD), Gert Petersen (SF), Jørgen Jensen (DKP), Ole Vig Jensen (RV), Jens Møller (KrF), Ib Christensen (DR), Wilhjelm (VS) og Lindinger (EP).
Uden for ordførernes kreds talte: Johan Nielsen (S), Erlendsson (FP), Poulsgaard (FP), Ellefsen (V), Lars Emil Johansen (SF), Kaj Hansen (DKP), Tove Jørgensen (DKP), Gertrud Stjernholm Nielsen (DKP), Flygaard (DR), Kurt Hansen (VS) og Tyroll (VS).
Foruden statsministeren talte udenrigsministeren (Christophersen (V)).
Under forhandlingerne fremsatte Glistrup (FP) følgende forslag om motiveret dagsorden (F. sp. 61):
»Folketinget udtaler,
at massive lettelser i skatter og papirarbejde skal gennemføres, så produktionen kan bringe Danmark ud af den katastrofe, som augustforlig og SV-regering har bragt landet ud i, og
at der hurtigst må gennemføres betydelige forbedringer af folkepensionen, så folketinget modvirker de chok-varmeudgifter, som følger af de af SV-regeringen i juni 1979 gennemførte kæmpestatsafgifter.
Tinget går derefter over til næste punkt på dagsordenen.«
Ib Christensen (DR) fremsatte følgende forslag om motiveret dagsorden (F. sp. 113):
»Idet folketinget tilkendegiver sin vilje til at gennemføre en afgift på de samfundsskabte værdistigninger,
går tinget over til næste punkt på dagsordenen.«
Hjortnæs (S) fremsatte følgende forslag om motiveret dagsorden (F. sp. 163):
»Idet folketinget tager statsministerens åbningsredegørelse af 2. oktober 1979 til efterretning,
går tinget over til næste sag på dagsordenen.«
Det af Hjortnæs (S) stillede forslag om motiveret dagsorden vedtoges med 55 stemmer (S, RV og EP) mod 24 (SF, DKP, VS og nogle medlemmer af FP); 41 stemte hverken for eller imod.
Hermed bortfaldt det af Glistrup (FP) og det af Ib Christensen (DR) stillede dagordensforslag