F 33 Hvad kan udenrigsministeren oplyse om regeringens holdning til elselskabernes fortsatte indkøb af kul fra Den sydafrikanske Republik?

Af: Steen Folke (VS) , Jens Jørgen Bolvig (RV) , Ib Nørlund (DKP) og Gert Petersen (SF)
Til: Udenrigsminister Henning Christophersen (V)
Samling: 1978-79
Status: Foretaget
Efter at ordføreren for forespørgerne (Steen Folke (VS)) havde begrundet forespørgslen, afgav udenrigsministeren (Henning Christophersen) en besvarelse.

I den efterfølgende debat deltog - foruden ordføreren for forespørgerne og udenrigsministeren - følgende ordførere for partierne: Poul Nielson (S), Uwe Jensen (Ribe a.) (FP), Johan Philipsen (V), Kjelgaard (KF), Langsted (CD), Gert Petersen (SF), Ib Nørlund (DKP), Bolvig (RV) og Honoré (KrP).

Under forhandlingerne fremsatte Steen Folke (VS) på vegne af SF, DKP, RV og VS følgende forslag om motiveret dagsorden (F. sp. 11555):

»Idet folketinget opfordrer regeringen til at sørge for, at danske elselskaber og elsammenslutninger bringer indkøbene af kul fra Den sydafrikanske Republik til ophør,

går tinget over til næste punkt på dagsordenen.«

Poul Nielson (S) fremsatte følgende forslag om motiveret dagsorden.(F. sp. 11556):

»Folketinget tager udenrigsministerens redegørelse til efterretning

og går hermed over til næste punkt på dagsordenen.«

Uwe Jensen (Ribe a.) (FP) fremsatte følgende forslag om motiveret dagsorden sp. 11558):

»Folketinget udtaler, at elselskaberne skal købe kul uden partipolitisk indblanding, så forbrugerne sikres så billig og stabil en energiforsyning som muligt.

Tinget går herefter over til næste punkt på dagsordenen.«

Det af Poul Nielson (S) stillede dagsordensforslag vedtoges med 92 stemmer (S, V og CD) mod 46 (FP, SF, DKP, RV og VS); 24 (KF, KrF og DR) stemte hverken for eller imod.

Hermed var det af Steen Folke (VS) og det af Uwe Jensen (Ribe a.)(FP) stillede dagsordensforslag bortfaldet.
Partiernes ordførere
Poul Nielson (S), Uwe Jensen (FP), Johan Philipsen (V), Karl Kjelgaard (KF), Ib Langsted (CD), Gert Petersen (SF), Ib Nørlund (DKP), Bent Honoré (KrF), Jens Jørgen Bolvig (RV) og Steen Folke (VS)