L 79 Lov om ændring af valgretsalderen til folketinget.

Samling: 1977-78
Status: Stadfæstet
Lov nr. 483 af 27-09-1978
Efter 1. behandling henvist til kommunaludvalget.

Efter loven, der trådte i kraft den 1. november 1978, fastsættes valgretsalderen til folketinget såvel som til kommunalbestyrelser og amtsråd til 18 år.

Da lovforslaget i det væsentlige var en genfremsættelse af lovforslag fremsat i folketingsåret 1976-77, henholdsvis 1. og 2. samling, henvises, for så vidt angår dets baggrund, til omtalen af de nævnte lovforslag i Folketingsårbog 1976-77, side 428 f. og 498.

Efter at nogle af et flertal i udvalget (udvalget med undtagelse af venstres og kristeligt folkepartis medlemmer af udvalget) stillede og af indenrigsministeren tiltrådte ændringsforslag af overvejende redaktionel og teknisk karakter var blevet vedtaget ved 2. behandling uden afstemning, blev lovforslaget ved 3. behandling vedtaget med 131 stemmer mod 21 (nogle medlemmer fra FP, V og KF samt 1 KrF).

Efter lovforslagets vedtagelse blev det den 19. september 1978 i overensstemmelse med grundlovens § 29, stk. 2, undergivet en folkeafstemning, hvis resultat i hovedtræk er omtalt side 56. Folkeafstemningen medførte ikke bestemmelsens bortfald, og lovens stadfæstelse fandt herefter sted den 27. september 1978.
Partiernes ordførere
Marinus Sørensen (S), Anker Tang Sørensen (FP), Uffe Ellemann-Jensen (V), Jens Peter Jensen (V), Mimi Jakobsen (CD), Henning Grove (KF), Alfred Andersen (SF), Ib Christensen (DR), Bent Honoré (KrF), Niels Helveg Petersen (RV) og Carl Thio Tyroll (VS)