L 66 Forslag til lov om ændring af lov om særlig indkomstskat m. v.

(Lettelse i beskatningen af fortjeneste ved salg af aktier).

Af: Hagen Hagensen (KF) , Ove Jensen (FP) , Leif Glensgård (FP) og John H. Winther (KF)
Samling: 1977-78
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til skatte- og afgiftsudvalget.

Lovforslaget havde følgende indhold:

Ȥ 1.

I lov om særlig indkomstskat m. v., jfr. lovbekendtgørelse nr. 454 af 19. juli 1977, foretages følgende ændring:

I § 7, stk. 1, indsættes efter sidste punktum:

»Ved opgørelsen af den skattepligtige fortjeneste forhøjes anskaffelsesudgiften med et varierende tillæg på 9 pct. for hvert år, hvori den skattepligtige har ejet de pågældende aktier, dog ikke for året 1961 og tidligere år. For anskaffelsesåret beregnes nævnte tillæg til anskaffelsesprisen. For de efterfølgende kalenderår medregnes tillæg for tidligere år i beregningsgrundlaget. Det varierende tillæg gives dog ikke for det kalenderår, hvori aktierne afstås, medmindre afståelsen sker i samme kalenderår som erhvervelsen. De oprindelige udgifter til anskaffelse forhøjes endvidere med et fast tillæg på 30 pct.«

§2.

Loven har virkning for indkomståret 1977 og senere indkomstår.«

Baggrunden for lovforslaget var et ønske om, at der ved salg af aktier, ligesom ved fast ejendom, tages hensyn til pengeforringelsen.

Lovforslaget var en genfremsættelse, hvorfor der i øvrigt skal henvises til Folketingsårbog 1976-77, side 444 og 520.

Skatte- og afgiftsudvalget, hvortil lovforslaget henvistes efter 1. behandling, afgav ikke betænkning herover inden folketingsårets udløb.
Partiernes ordførere
Hans Erenbjerg (S), Kirsten Jacobsen (FP), Aksel Pedersen (V), Niels Bollmann (CD), Hagen Hagensen (KF), Ole Olsen (SF), Svend Hjortlund Christensen (DR), Villy Fuglsang (DKP), Arne Bjerregaard (KrF) og Bernhard Baunsgaard (RV)