L 184 Lov om tilskud til fiskerikonsulentvirksomhed.

Af: Fiskeriminister Svend Jakobsen (S)
Samling: 1977-78
Status: Stadfæstet
Lov nr. 113 af 29-03-1978
Efter 1. behandling henvist til landbrugs- og fiskeriudvalget.

Ved loven får fiskeriministeren mulighed for inden for en samlet beløbsramme på 0,5 mill. kr. i finansåret 1977-78 og på 1,5 mill. kr. i hvert af finansårene 1978, 1979 og 1980 at yde tilskud af statskassen til delvis dækning af udgifter til konsulentvirksomhed, der afholdes af fiskeriorganisationer inden for erhvervsfiskeriet.

Den del af en tilskudsramme, som ikke bliver udnyttet i et finansår, kan overføres til det følgende finansår.

Det fremgår af de bemærkninger, der ledsagede lovforslaget, at det er et led i de foranstaltninger, som regeringen ønsker gennemført med henblik på at øge beskæftigelsen. Det fremhæves endvidere, at erhvervsfiskeriet for tiden befinder sig i en vanskelig situation, der gør det påkrævet at støtte erhvervet på flere områder.

Ved 1. behandling blev lovforslaget velvilligt modtaget. Kun ordførerne for fremskridtspartiet og Danmarks retsforbund kunne ikke støtte lovforslaget.

Ved 3. behandling blev lovforslaget vedtaget med 134 stemmer mod 34 (FP, DR og VS).
Partiernes ordførere
Svend Andersen (S), Uwe Jensen (FP), Kristen Østergaard (V), Jes Schmidt (CD), Oluf von Lowzow (KF), Ole Olsen (SF), Svend Hjortlund Christensen (DR) og Jens Jørgen Bolvig (RV)