L 159 Lov om ændring af lov om invalidepension m. v.

(Ændring af grundbeløb og pensionstillæg samt forhøjelse af pension til samgifte m. v.).

Af: Socialminister Eva Gredal (S)
Samling: 1977-78
Status: Stadfæstet
Lov nr. 253 af 08-06-1978
Efter 1. behandling henvist til socialudvalget.

Efter 2. behandling henvist til fornyet udvalgsbehandling.

Forhøjelse af grundbeløbet og nedsættelse af pensionstillægget:

Ved loven blev grundbeløbet til samgifte invalidepensionister forhøjet med 1.800 kr. årligt til 14.832 kr. årligt og grundbeløbet til andre forhøjet med 1.092 kr. årligt til 16.392 kr. årligt. (Lovens beløb = pristal 100).

Ændringen fremkom ved, at grundbeløbet forhøjedes med et beløb svarende til en trediedel af pensionstillægget. Hertil kom en forhøjelse af grundbeløbet til samgifte pensionister med 612 kr. årligt (pristal 100) svarende til 744 kr. i oktober 1977-niveau.

Pensionstillægget blev nedsat med 756 kr. for samgifte til 2.820 kr. årligt og nedsat med 660 kr. årligt for andre til 2.628 kr. årligt (pristal 100).

Ændringerne fremkom ved, at pensionstillægget nedsattes med en trediedel, således at pensionstillægget udgør 2/3 af det nugældende beløb. Derefter forhøjes det således nedsatte pensionstillæg med 434 kr. årligt (pristal 100). Dette svarer til ca. 525 kr. i oktober 1977-niveau.

Endvidere indtægtsreguleredes ægteskabs/hustrutillægget i fortsættelse af indtægtsreguleringen af pensionstillægget, svarende til de i dag gældende regler.

I forhold til de tidligere regler vil indtægtsreguleringen af ægteskabs/hustrutillægget dog begynde tidligere, da pensionstillægget nedsættes og derfor er aftrappet ved en mindre indkomst.

Det gennemførtes endvidere, at det halve grundbeløb til invalidepensionister blev forhøjet således, at det fortsat udgør det halve af grundbeløbet.

Loven træder i kraft den 1. januar 1979.

Lovforslaget kom til 1. behandling sammen med

Forslag til lov om boligydelse til pensionister, se A. I. nr. 119, forslag til lov om ændring af lov om folkepension. (Ændring af grundbeløb og pensionstillæg samt forhøjelse af pension til samgifte m. v.), se A. I. nr. 120, forslag til lov om ændring af lov om pension til enker m. fl. (Ændring af grundbeløb og pensionstillæg m. v.), se A. I. nr. 121, forslag til lov om ændring af lov om social bistand. (Ændrede beregningsregler som følge af indregning af pensionstillægget i folkepensionens grundbeløb), se A. I. nr. 123, forslag til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser som følge af lov om boligydelse til pensionister, se A. I. nr. 124, forslag til folketingsbeslutning om ret til indtægtsbestemt folkepension fra det 62. år [af Grethe Philip (RV) m. fl.], se B. II. nr. 72, forslag til lov om ændring af lov om folkepension. (Underretningspligt for det offentlige) [af Jørgen Junior (FP) m. fl.], se A. II. nr. 97, forslag til lov om ensartet og forbedret folkepension [af Jørgen Junior (FP) m. fl.], se A. II. nr. 96, forslag til folketingsbeslutning om en pensionsreform [af Bertel Haarder (V) m. fl.], se B. II. nr. 70, forslag til folketingsbeslutning om udarbejdelse af pensionsreform [af Tyroll (VS) m. fl.], se B. II. nr. 71, og forslag til folketingsbeslutning om forbedring af pensionisternes boligforhold [af Tove Jørgensen (DKP) m. fl.], se B. II. nr. 74.

Om det oprindeligt fremsatte lovforslag samt behandlingen heraf henvises til omtalen under lov om ændring af lov om folkepension, se under A. I. nr. 120. I modsætning til ændringerne af folke- og enkepensionslovene indstilledes dette lovforslag til vedtagelse også af socialistisk folkepartis medlem af socialudvalget.

Lovforslaget blev ved 3. behandling vedtaget med 152 stemmer, mens 6 (VS og et medlem af FP) stemte imod. 5 medlemmer (DKP) undlod at stemme.
Partiernes ordførere
Kr. Albertsen (S), Jørgen Junior (FP), Jørgen Brøndlund Nielsen (V), Bertel Haarder (V), Yvonne Herløv Andersen (CD), Palle Simonsen (KF), Lilli Gyldenkilde (SF), Tove Jørgensen (DKP), Ib Christensen (DR), Inge Krogh (KrF), Grethe Philip (RV), Carl Thio Tyroll (VS) og Asger Lindinger (EP)