L 119 Lov om ændring af patentloven.

Af: Handelsminister Ivar Nørgaard (S)
Samling: 1977-78
Status: Stadfæstet
Lov nr. 264 af 08-06-1978
Efter 1. behandling henvist til erhvervsudvalget.

Efter 2. behandling henvist til fornyet udvalgsbehandling.

Loven tilvejebringer hjemmel for Danmarks tiltrædelse af to internationale aftaler på patentrettens område, nemlig dels Patentsamarbejdstraktaten, udfærdiget i Washington den 19. juni 1970 og dels Konventionen om Samordning af visse Dele af den materielle Patentret udfærdiget i Strasbourg den 27. november 1963, lovens § 5.

Endvidere tilpasser loven patentlov nr. 479 af 20. december 1967, som ændret ved lov nr. 221 af 24. april 1974, til den retstilstand, der etableres ved ovennævnte aftaler i det omfang dette er nødvendigt eller hensigtsmæssigt, lovens § 1.

Endelig foretager loven visse mindre ændringer i patentloven som følge af ønsket om at opretholde ensartethed i den nordiske patentlovgivning.

De ovennævnte aftaler på patentrettens område er i hovedtræk omtalt i Folketingsårbog 1976-77, side 465 i forbindelse med behandlingen af et tilsvarende lovforslag, fremsat i folketingsåret 1976-77. Der henvises derfor hertil.

Lovens § 1 indeholder de nødvendige ændringer som følge af ratifikationen af aftalerne til følgende vigtige bestemmelser i patentloven:

§ 1, den patenterbare opfindelse, § 2, kravet om nyhed og opfindelseshøjde, § 3, eneretten, § 7, ophævelse af tillægspatent, § 40, patenttiden, § 45, tvangslicens, samt § 52, patentets ugyldighed.

Ved lovens § 1 foretages endvidere følgende ændringer og tilføjelser til patentloven: Bestemmelserne om nordisk patent i §§ 28-38 i lovens kapitel III erstattes med de som følge af tilslutningen til Patentsamarbejdstraktaten nødvendige bestemmelser. Kapitlet får derefter overskriften »International patentansøgning« med §§ 28-38. Bestemmelserne om nordisk patent udgår således af loven, idet der er enighed mellem de nordiske lande om, at denne ordning ikke kan blive aktuel efter vedtagelsen af Den europæiske Patentkonvention.

Der indføjes nye §§ 72-74 om genoprettelse af rettigheder, der er gået tabt som følge af, at visse ved patentloven fastsatte frister ikke er overholdt.

Lovens § 2 indeholder bestemmelser om lovens ikrafttræden, §§ 3 og 4 er overgangsbestemmelser og § 5 er hjemmelen for ratifikation af de ovenfor nævnte to internationale aftaler, PCT og Strasbourg-konventionen.

Lovforslaget var en genfremsættelse af et af handelsministeren i marts 1977 fremsat lovforslag, som folketingets erhvervsudvalg ikke nåede at færdigbehandle inden samlingens slutning. Lovforslaget indeholdt, ligesom ovennævnte forslag, tillige hjemmel for Danmarks tiltrædelse af yderlige to internationale aftaler på patentrettens område, nemlig: Den europæiske Patentkonvention, vedtaget i München den 5. oktober 1973 og Fællesskabets Patentkonvention vedtaget i Luxembourg den 15. december 1975.

Indholdet af disse aftaler er udførligt omtalt dels i lovforslagets bemærkninger, dels i folketingsårbogen 1976-77 side 464. I korthed går disse aftaler ud på at tillægge et internationalt organ - Den europæiske Patentmyndighed - kompetence til sideordnet med det danske patentdirektorat at udstede patenter med gyldighed her i landet, til at give administrative bestemmelser om disse patenter og - for så vidt angår Fællesskabspatentet - at pådømme sager om bl. a. patentets gyldighed.

En sådan afgivelse af beføjelser betyder, at lovforslaget for såvidt angår de to konventioner må behandles efter reglerne i grundlovens § 20, således at vedtagelse kræver et flertal på 5/6 af folketingets medlemmer.

Lovforslaget blev fremsat samtidigt med forslag til lov om ændring af lov om hemmelige patenter, se nærmest følgende sag. De behandledes sammen ved 1. behandling.

Ved 2. behandling blev det klart, at der ikke kunne skabes 5/6's flertal for ratifikation af Den europæiske Patentkonvention og Fællesskabets Patentkonvention, men alene almindeligt flertal. Da der ikke ønskedes folkeafstemning om loven, stillede handelsministeren i erhvervsudvalgets tillægsbetænkning sådanne ændringsforslag, at ratifikationshjemmelen og de af ratifikationen nødvendige ændringer i patentloven udgik for så vidt angår disse konventioner.

Lovforslaget blev ved 3. behandling vedtaget med 142 stemmer mod 29 (FP og DR).
Partiernes ordførere
Dorte Bennedsen (S), Hans Christian Hansen (FP), Uffe Ellemann-Jensen (V), Arne Melchior (CD), John H. Winther (KF), Ole Olsen (SF), Kaj Hansen (DKP), Niels Mølgaard (DR) og Preben Wilhjelm (VS)