Efter 1. behandling henvist til arbejdsmarkedsudvalget.

I forslaget til folketingsbeslutning opfordres regeringen til at fremsætte lovforslag om indførelse af bedriftssundhedstjeneste, hvorefter

1) arbejderne gennem deres klubber eller fagforeninger får retten til at ansætte og afskedige personalet i bedriftssundhedstjenesten,

2) bedriftssundhedstjenesten får følgende hovedopgaver:

a) at kortlægge og kontollere sundhedsfarer i arbejdsmiljøet,

b) at uddanne arbejderne og deres repræsentanter i forhold vedrørende sundhedsfarernes art og omfang og deres forebyggelse, og

c) at udføre undersøgelser, der kan kortlægge eventuelle sammenhænge mellem arbejdsmiljø og sygdomme,

3) bedriftssundhedstjenesten sikres fuld adgang til oplysninger om stoffer, materialer og processer, der anvendes på virksomheden,

4) bedriftssundhedstjenesten får ret til at gribe ind over for sundhedsfarlig produktion,

5) bedriftssundhedstjenesten pålægges pligt til at give fuld oplysning om resultater af lægelige undersøgelser til arbejderne og deres faglige organisationer, for så vidt angår oplysninger om enkeltpersoner dog kun efter samtykke fra den pågældende,

6) bedriftssundhedstjenesten pålægges pligt til at give fuld oplysning om sundhedsfarer på virksomheden til arbejderne og deres faglige organisationer,

7) arbejderne sikres garanti for, at undersøgelsesresultaterne om den enkelte arbejder ikke går videre til arbejdsgiveren,

8) sikkerhedsrepræsentanternes beskyttelse mod afskedigelse, ret til at gribe ind over for sundhedsfarlig produktion m. m. udbygges, og

9) bedriftssundstjenesten finansieres alene af arbejdsgiverne.

Om baggrunden for beslutningsforslaget udtalte ordføreren for forslagsstillerne i sin fremsættelsestale bl. a.:

»Efter arbejdsmiljølovens § 88, stk. 1, 2. pkt., fastsættes tidspunktet for ikrafttrædelsen af § 13 om en bedriftssundhedstjeneste ved lov, og denne bestemmelse trådte derfor ikke i kraft samtidig med den øvrige del af loven den 1. juli 1977. Det var ikke muligt at nå til enighed mellem de implicerede (amter, kommuner, stat, LO, DA, m. m.) om, hvordan kompetenceforholdet indbyrdes skulle være. Kun én ting har alle fra starten været enige om: arbejspladserne og fagforeningerne har ikke skullet have nogen egentlig kompetence. Ikke mindst på grundlag af de udenlandske erfaringer (lande som USA, Vesttyskland, Sverige m. fl.) med bedriftssundhedstjeneste, som ikke er styret af dem, der står midt i arbejdsmiljøproblemerne, nemlig arbejderne, fremsættes dette forslag som et arbejderorienteret modtræk. I disse lande er bedriftssundhedstjenesten blevet brugt til at sortere og fordele arbejdskraften, idet arbejderne i stigende grad er blevet underkastet helbredsmæssige undersøgelser ved ansættelsen. Kun de sunde og raske kan bruges. I USA er man endda nået så »langt« enkelte steder, at i stedet for at der gøres noget ved arbejdsmiljøet, sorteres arbejderne efter arvelige anlæg. Den, der formodes ikke at kunne tåle mosten, sorteres fra.

En bedriftssundhedstjeneste, der bruges på denne måde, er en meget farlig ting. Arbejdsgiverne har en klar økonomisk interesse i at få oprettet en ikke arbejderstyret bedriftssundhedstjeneste: færre sygedage, bedre jobplacering samt færre spontane arbejdsnedlæggelser grundet dårligt arbejsmiljø.

Arbejdernes interesse er ganske klar, nemlig at få arbejdsforhold, som med sikkerhed ikke er helbredsnedbrydende, eller som på anden måde frembyder fare for den enkelte. Derfor har arbejderne en helt naturlig interesse i en bedriftssundhedstjeneste, der har magt til at gennemtvinge sådanne forhold på arbejdspladserne.«

Beslutningsforslaget kom til 1. behandling sammen med forslag til lov om ændring af lov om arbejdsmiljø. (Bedriftssundhedstjeneste) (se A. I. nr. 5).

Forslaget til folketingsbeslutning blev ved 2. (sidste) behandling forkastet, idet 11 medlemmer (SF og VS) stemte for, medens 126 stemmer stemte imod; 6 medlemmer (DKP) stemte hverken for eller imod.