Efter 1. behandling henvist til udvalget om fysisk planlægning.

Ved loven gives der kommunerne mulighed for ved ekspropriation at erhverve jord til byudvikling. Hovedbestemmelsen i § 1 lyder således:

„§ 1. En kommunalbestyrelse kan ekspropriere fast ejendom, der tilhører private, når det er af væsentlig betydning at råde over ejendommen for at sikre gennemførelsen af en byudvikling i overensbestemmelse med en endeligt vedtaget eller godkendt kommuneplan eller med godkendte midlertidige rammer for indholdet af lokalplaner."

Om baggrunden for lovforslagets fremsættelse oplyste ministeren i den skriftlige fremsættelse bl. a. følgende:

„Regeringen ønsker fortsat, at kommunerne kan få bedre muligheder for at virkeliggøre planlægningen af arealanvendelsen. Denne planlægning er blevet intensiveret og forbedret ved de senere års lovgivning inden for planlægningsområdet. Jeg tænker her særlig på det lovgrundlag, som er tilvejebragt gennem lovene om lands- og regionplanlægning og om kommuneplanlægning. Disse love åbner mulighed for en langsigtet planlægning af arealanvendelsen.

Efter kommuneplanlovens § 34, der er den bestemmelse, dette lovforslag skal supplere, kan ekspropriation i praksis først finde sted på et sent tidspunkt i planlægningsprocessen, nemlig når udstykning og bebyggelse af en ejendom er ret nær forestående.

Derimod savnes i den eksisterende planlovgivning aktive midler til gennemførelse af den planlagte udvikling og vækst af vore byer. Eller sagt på anden måde: reglerne er utilstrækkelige til at imødekomme kommunernes behov for på et tidligt tidspunkt at kunne skaffe sig rådighed over den jord, der er nødvendig for den kommende byudvikling. Derved øges risikoen for en spredt og tilfældig byudvikling. En sådan spredning vil betyde fordyrelse og forringelse af byggemodning, transport og anden bymæssig service.

Ud over det omtalte hensyn til en bedre byplanlægning med lavere omkostninger til bygge- og bymodning spiller også andre faktorer ind. Det må således fremhæves, at samspillet mellem arealplanlægningen og den kommunale langsigtede økonomiske planlægning let slås i stykker, hvis arealplanlægningen ikke kan realiseres som forudsat. Dette kan f. eks. ske, fordi kommunalbestyrelsen ikke i fri handel kan erhverve et areal, der er påtænkt til byudvikling. Bebyggelsen må da finde sted andetsteds, oftest med deraf øgede bygge- og bymodningsudgifter eller med et ringere serviceniveau for borgeren. I begge tilfælde er konsekvensen, at kommunalbestyrelsens arbejde med den økonomiske planlægning vanskeliggøres.

Hertil kommer, at det for borgeren og kommunalpolitikeren må synes urimeligt, at en planlægning, der er tilvejebragt under hensyn til kommunens økonomi, med offentlighedens medvirken og af folkevalgte lokale organer, fortsat skal kunne fordyres og forsinkes af mangel på egnede virkeliggørelsesmidler."

Lovforslaget var en genfremsættelse fra 1. samling (se A. II, 1. saml., nr. 43).

Ved lovforslagets 1. behandling tog ordførerne for FP, V, KF, CD afstand fra lovforslaget, og der blev bl. a. henvist til, at såfremt dette ekspropriationslovforslag blev vedtaget i folketinget, ville det være muligt for 60 medlemmer af tinget at bringe grundlovens § 73, stk. 2, i anvendelse, således at lovforslaget først kunne indstilles til kongelig stadfæstelse, når nyvalg til folketinget har fundet sted og forslaget er vedtaget af det derefter sammentrædende folketing.

Under udvalgsbehandlingen fremsatte ministeren ændringsforslag til § 1, hvorefter ekspropriationsadgangen skulle knyttes til kommuneplaner og de såkaldte § 15-rammer.

Ved 3. behandling blev forslaget med ministerens ændringsforslag vedtaget med 93 stemmer mod 73 (V, KF, CD, FP og KrF).

Efter lovforslagets vedtagelse har mere end en trediedel af folketingets medlemmer i henhold til grundlovens § 73, stk. 2, krævet, at forslaget først indstilles til kongelig stadfæstelse, når nyvalg til folketinget har fundet sted og forslaget påny er vedtaget af det derefter sammentrædende folketing.

I skrivelse af 7. juni 1977 til folketingets formand meddelte statsminister Anker Jørgensen, at lovforslaget i overensstemmelse hermed ikke ville blive indstillet til stadfæstelse (F. sp. 5871).