L 30 Lov om ændring af merværdiafgiftsloven.

(Omlægning af byggegodtgørelse, momsrefusion til kommunerne m. v.).

Af: Minister for skatter og afgifter Jens Kampmann (S)
Samling: 1976-77 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 213 af 18-05-1977
Efter 1. behandling henvist til skatte- og. afgiftsudvalget.

Loven går ud på at ophæve den hidtil gældende lovs afsnit XII om byggegodtgørelse. Dette sker i sammenhæng med et af boligministeren fremsat og samtidig med ovennævnte lov gennemført lovforslag, hvorefter m2-tilskud til nybyggeri af kontorer og butikker bortfalder.

Desuden ændres momslovens § 39 som led i gennemførelsen af de spareforlig, som indgik i augustforliget. Efter loven låses udbetalingerne til det kommunale momsfond fast til 33,5 mill. kr. årligt — dog således at beløbet reguleres efter de samme regler som de generelle tilskud til kommunerne. Endelig indeholder loven nogle redaktionelle ændringer i momsloven.

Vedrørende den første del af loven, ophævelsen af afsnit XII, udtalte et flertal (udvalget med undtagelse af KF, SF og DKP) i betænkningen, afgivet af skatte- og afgiftsudvalget, bl. a. flg.:

„Ministeren for skatter og afgifter har over for udvalget oplyst, at det vil være muligt at administrere en ordning, der er udformet således, at en udlejningsvirksomhed frivilligt kan registreres for lejemål til erhvervsmæssigt brug af såvel registrerede som ikke-registrerede virksomheder, og således, at det for så vidt angår eksisterende lejemål stilles som betingelse, at lejer og udlejer er enige om den frivillige registrering. Under henvisning til, at ministeren for skatter og afgifter i medfør af sin bemyndigelse i momslovens § 6 positivt vil overveje at gennemføre en sådan ordning ... ".

Lovforslaget blev ved 3. behandling vedtaget med 118 stemmer mod 26 (KF, SF, DKP og VS).
Partiernes ordførere
Hans Erenbjerg (S), Helge Dohrmann (FP), Uffe Ellemann-Jensen (V), Henning Grove (KF), Niels Bollmann (CD), Kaj Hansen (DKP), Ole Olsen (SF), Niels Mølgaard (DR), Niels Helveg Petersen (RV), Arne Bjerregaard (KrF) og Mikael Lennart Waldorff (VS)