Efter 1. behandling henvist til socialudvalget.
Ved loven og de umiddelbart nedenfor omhandlede øvrige ændringer af den sociale pensionslovgivning er pensionerne pr. 1. oktober 1977 og pr. 1. april 1978 forhøjet for folkepensionens vedkommende således (reguleringspristal 121):
[Se tabel i Folketingsårbogen 1976-77, side 321]
Forhøjelserne pr. 1. april 1978 vil for samtlige ydelser blive en smule større end ovennævnte forhøjelser, idet der også ydes kompensation på de forhøjelser, som pr. 1. april 1978 er vedtaget ved lov nr. 263 af 8. juni 1977, se A. I., 2. saml., nr. 122.
Forhøjelsen af momsen, se A. I. 2. samling nr. 103, var oprindeligt ikke af regeringen tænkt kompenseret over for pensionisterne ved særlig lovgivning. Som et led i det indgåede forlig blev det imidlertid besluttet at gennemføre særlige kompensationer for disse persongrupper. I denne forbindelse henvises i øvrigt til det af RV fremsatte forslag til folketingsbeslutning om de særlige sociale kompensationer, se B. II. 2. saml. nr. 36.
Forslaget til den her omhandlede lov blev fremsat og behandlet sammen med forslag til lov om ændring af lov om invalidepension m. v. (Forhøjelse af ydelser ved ændring af merværdiafgiften til 18 pct.), forslag til lov om ændring af lov om pension til enker m. fl. (Forhøjelse af grundbeløb m. v. ved ændring af merværdiafgiften til 18 pct.), forslag til lov om ændring af lov om social bistand. (Forhøjelse af ydelser ved ændring af merværdiafgiften til 18 pct.) og forslag til lov om ændring af lov om børnetilskud og andre familieydelser. (Forhøjelse af børnetilskud m. v. ved ændring af merværdiafgiften til 18 pct.).
Efter at et af fremskridtspartiet ved 2. behandling stillet ændringsforslag, som ville have medført en fordoblet forhøjelse, var blevet forkastet, blev lovforslaget ved 3. behandling vedtaget enstemmigt med 147 stemmer.
Partiernes ordførere
Svend Auken (S), Kr. Albertsen (S), Jørgen Junior (FP), Mogens Glistrup (FP), Henrik Toft (V), Henning Christophersen (V), Poul Schlüter (KF), Palle Simonsen (KF), Yvonne Herløv Andersen (CD), René Brusvang (CD), Gert Petersen (SF), Ebba Strange (SF), Freddy Madsen (DKP), Tove Jørgensen (DKP), Grethe Philip (RV), Inge Krogh (KrF), Alfred Hansen (DR), Ib Christensen (DR), Niels Helveg Petersen (RV), Jens Møller (KrF), Preben Wilhjelm (VS) og Carl Thio Tyroll (VS)