L 200 Lov om afgift af visse olieprodukter.

Af: Minister for skatter og afgifter Jens Kampmann (S)
Samling: 1976-77 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 453 af 07-09-1977
Efter 1. behandling henvist til skatte- og afgiftsudvalget.

Efter 2. behandling henvist til fornyet udvalgsbehandling.

Loven går ud på at indføre en afgift på 7 øre pr. liter gas- og dieselolie og 8 øre pr. kg fuelolie.

Loven indeholder en godtgørelsesordning, som medfører, at alle momsregistrerede virksomheder kan få godtgjort olieafgift i den udstrækning, virksomhederne har ret til fradrag for indgående merværdiafgift af den forbrugte olie. Fjernvarmeværker kan dog ikke få godtgørelse.

Loven indeholder regler om afgiftsfritagelse for olie, der anvendes til motordrift i fiskerfartøjer og til opvarmning af væksthuse. Fritaget er endvidere olie, der anvendes til fremstilling af elektricitet.

Forslaget fremsattes i folketingets ekstraordinære mødeperiode i august som et led i en række forslag, fremsat dels af regeringen, dels af forskellige partier. Forslagene behandledes sammen ved første behandling og er anført samlet under behandlingen af forslag til lov om ændring af merværdiafgiftsloven. (Forhøjelse af afgiften), se A. I. 2. samling nr. 103. Størstedelen af forslagene gennemførtes som den kriselovgivning, der blev resultatet af et forlig, indgået mellem partierne S, V, KF og RV.

Lovforslaget blev ved 3. behandling vedtaget med 87 stemmer (S, V, KF og RV) mod 57, medens 5 (SF) stemte hverken for eller imod.
Partiernes ordførere
Svend Auken (S), Mogens Glistrup (FP), Henning Christophersen (V), Poul Schlüter (KF), René Brusvang (CD), Gert Petersen (SF), Freddy Madsen (DKP), Niels Helveg Petersen (RV), Jens Møller (KrF), Ib Christensen (DR) og Preben Wilhjelm (VS)