L 15 Forslag til lov om udsættelse af 16. almindelige ejendomsvurdering.

Samling: 1976-77 (2. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til skatte- og afgiftsudvalget.

Lovforslaget har følgende ordlyd:

„16. almindelige ejendomsvurdering udskydes indtil videre fra det hidtil fastsatte tidspunkt (1. april 1977)."

I bemærkningerne til lovforslaget anfører forslagsstillerne som begrundelse for forslaget, at landets økonomiske situation er af en sådan art, at man ikke finder, at landet kan tåle den inflationseksplosion, som en fordobling af skatteværdien for landets faste ejendomme vil betyde.

Ved lovforslagets 1. behandling gav et flertal af ordførerne udtryk for, at de ikke kunne støtte forslaget.

Lovforslaget er en genfremsættelse af en del af et i folketingsåret 1975-76 fremsat lovforslag (se Folketingsårbog 1975-76, side 367).

Udvalget afgav ikke betænkning over lovforslaget.
Partiernes ordførere
Karl Nielsen (S), Aksel Pedersen (V), Ib Stetter (KF), Niels Bollmann (CD), Ole Olsen (SF), Villy Fuglsang (DKP), Bernhard Baunsgaard (RV), Arne Bjerregaard (KrF) og Mikael Lennart Waldorff (VS)