L 146 Forslag til lov om radio- og fjernsynsvirksomhed.

Samling: 1976-77 (2. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til kulturudvalget.

Lovforslaget tilsigtede en gennemgribende ændring af de gældende bestemmelser om radio- og fjernsynsvirksomhed.

Kravet om alsidighed var udtrykkelig fremhævet, og blandt de mest markante ændringsforslag i forhold til gældende lov skal fremhæves bestemmelser om direkte lytter- og seervalg af radiorådet.

I henhold til lovforslaget skulle det overlades til det direkte valgte radioråd at fastsætte rammerne for radiospredningsvirksomheden.

Programrådene skulle ligeledes vælges ved direkte valg samtidig med valget til radiorådet.

Endvidere tilsigtede forslaget at fratage radiorådet mulighed for detaljerede indgreb i personalepolitikken i Danmarks Radio.

Endelig indeholdtes bestemmelser om udpegning af medlemmer af radionævnet ved uafhængige instanser.

Ved 1. behandling havde ordføreren for SF og DKP sympati for lovforslaget, medens forslaget ikke fik tilslutning fra de øvrige partiers ordførere. Ordføreren for CD havde dog en vis sympati for dele af lovforslaget.

Kulturudvalget afgav ikke betænkning over lovforslaget inden folketingsårets udløb.
Partiernes ordførere
Svend Andersen (S), Svend Andersen (FP), Nathalie Lind (V), Annelise Gotfredsen (KF), Arne Melchior (CD), Ib Nørlund (DKP), Ole Henriksen (SF), Niels Mølgaard (DR), Bernhard Baunsgaard (RV) og Inger Stilling Pedersen (KrF)