L 12 Lov om ændring af lov om vægtafgift af motorkøretøjer m. v., lov om afgift af benzin og lov om registreringsafgift af motorkøretøjer m. v.

Af: Minister for skatter og afgifter Jens Kampmann (S)
Samling: 1976-77 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 166 af 27-04-1977
Efter 1. behandling henvist til skatte- og afgiftsudvalget.

Efter afbrydelse af 3. behandling henvist til fornyet udvalgsbehandling.

Loven, der træder i kraft 1. maj 1977, ajourfører afgiftslovenes henvisningsbestemmelser med den nye færdselslov, der træder i kraft den 1. maj 1977, og indeholder i øvrigt en enkelt realitetsændring som følge af, at sidevogne til motorcykler fritages for registrering efter den nye færdselslov.

Lovforslaget indeholdt ikke nogen bestemmelse, der gjorde godstransporterende motorredskaber (dumpers) afgiftspligtige som lastbiler. Under udvalgsarbejdet i skatte- og afgiftsudvalget blev lovforslaget ændret, således at dumpers efter justitsministerens bestemmelse kan inddrages under registreringspligten efter den nye færdselslovs § 72. Ændringsforslagene sikrede, at der svares afgift efter vægtafgiftsloven, såfremt dumpers bliver registreringspligtige efter færdselsloven. Herved blev lovforslaget identisk med det i oktober 1976 fremsatte forslag, omtalt under A. II. 1. saml. nr. 56, som ikke blev færdigbehandlet før udskrivelsen af valget.

Lovforslagets tredie behandling blev afbrudt for at afklare, at godsbefordrende motorredskaber, der udelukkende anvendes til godstransport på områder, der ikke er omfattet af færdselsloven, kan køres ubelæsset ved egen kraft fra eet område til et andet uden at blive registreret og således, at de slipper for afgiftsbelægning. Dette forhold fremgår af udvalgets tillægsbetænkning.

Lovforslaget blev enstemmigt vedtaget ved 3. behandling med 152 stemmer.
Partiernes ordførere
Mogens Camre (S), Helge Dohrmann (FP), Anders Andersen (V), Hagen Hagensen (KF), Niels Bollmann (CD), Ole Olsen (SF), Arne Bjerregaard (KrF), Alfred Hansen (DR) og Bernhard Baunsgaard (RV)