B 32 Forslag til folketingsbeslutning om sikring af dansk skibsværftsindustri.

Af: Ib Bjørn Poulsen (SF) , Ole Olsen (SF) og Ebba Strange (SF)
Samling: 1976-77 (2. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til skatte- og afgiftsudvalget.

Forslaget til folketingsbeslutning har følgende ordlyd:

„Folketinget opfordrer regeringen til at fremsætte forslag om ændring af afskrivningsloven, således at forskudsafskrivninger efter den 1. april 1977 alene kan foretages vedrørende skibe, der kontraheres på danske værfter, og således at henlæggelser til investeringsfond ligeledes kun kan frigives til investering i skibe, hvis der er tale om danske nybygninger."

I bemærkningerne til forslaget anfører forslagsstillerne, at forslaget har to hovedformål:

1. I den nuværende krise at sikre beskæftigelsen på danske værfter ved at motivere danske redere til at bygge dansk og

2. at bevare for fremtiden det industrielle potentiel og den knowhow, der er samlet sammen i den danske skibsbygningsindustri fra lærling til direktion.

Forslaget var en genfremsættelse af et i folketingsåret 1975-76 fremsat forslag, se Folketingsårbog 1975-76, side 464.

Udvalget afgav ikke betænkning over forslaget.
Partiernes ordførere
Mogens Camre (S), Helge Dohrmann (FP), Uffe Ellemann-Jensen (V), Ib Stetter (KF), Niels Bollmann (CD), Freddy Madsen (DKP), Arne Bjerregaard (KrF), Jens Jørgen Bolvig (RV) og Mikael Lennart Waldorff (VS)