L 90 Lov om ændring af lov om beskatning ved fusion af aktieselskaber m. v.

Af: Minister for skatter og afgifter Svend Jakobsen (S)
Samling: 1976-77 (1. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 612 af 17-12-1976
Efter 1. behandling henvist til skatte- og afgiftsudvalget.

Loven forlænger den nugældende frist på 3 måneder for indsendelse af fusionsdokumenter og oplysninger til statsskattedirektoratet til 6 måneder fra fusionsdatoen, dog således at indsendelse må finde sted senest 1 måned fra den dato, da der er truffet beslutning om fusion.

M. h. t. fusion af sparekasser fastsættes særlige regler om fristen for indsendelse af fusionsdokumenter.

Loven giver endvidere ligningsrådet bemyndigelse til under ganske særlige omstændigheder at bortse fra de lovbestemte frister for indsendelse af fusionsdokumenter.

Loven indfører også mulighed for skattefri fusion mellem de kooperative produktions- og salgsforeninger og aktieselskaber.

Lovens anvendelsesområde udvides endvidere til også at omfatte gensidige forsikringsforeninger, der kun overtager forsikringer med forpligtelse til deltagelse i det gensidige ansvar.

Endelig indeholder loven nogle konsekvensændringer som følge af den gennemførte lov om lempelse af dobbeltbeskatning af udloddede selskabsindkomster.

Lovforslaget blev ved 3. behandling vedtaget med 139 stemmer mod 8 (DKP og VS).
Partiernes ordførere
Mogens Camre (S), Anders Andersen (V), Mogens Glistrup (FP), Bernhard Baunsgaard (RV), Sigurd Ømann (SF), Aksel Knudsen (KrF), Ib Stetter (KF), Knud Jespersen (DKP) og Lars Abel (CD)