Efter 1. behandling henvist til erhvervsudvalget.
Lovforslaget tilsigter at skabe det nødvendige grundlag for Danmarks ratifikation af den internationale konvention om måling af skibe, der blev vedtaget i London i 1969. Konventionen er det første virkelige forsøg på at få gennemført ensartede og universelle skibsmålingsregler. Dansk skibsfart, som er stærkt internationalt orienteret, kan ikke holde sig uden for dette internationale samarbejde, da man ellers ville udsætte sig for alvorlige vanskeligheder i udenlandske havne.
Lovforslaget giver i § 3, stk. 1, en almindelig henvisning til konventionens tekniske bestemmelser, som altså forudsættes at blive gældende dansk ret. Konventionen gælder kun for skibe af 24 m's længde og derover, som er beskæftiget på internationale rejser, men det er fundet hensigtsmæssigt i lovforslaget at udstrække reglerne til også at omfatte skibe, der udelukkende anvendes på nationale rejser, ligesom det er hensigten i medfør af bestemmelsen i § 2, stk. 5, at fastsætte, at reglerne i princippet også skal gælde for skibe under konventionsgrænsen.
Bestemmelserne finder i overensstemmelse med konventionen umiddelbart kun anvendelse på skibe, der bygges efter konventionens ikrafttrædelse. Eksisterende skibe kan bevare deres tonnager og nugældende målebreve i 12 år efter konventionens ikrafttrædelse, se lovforslagets § 13 og bemærkningerne hertil.
Brutto- og nettotonnagebegreberne er bibeholdt i konventionen, idet der er behov for at have et udtryk dels for skibets samlede størrelse, som bl.a. er afgørende for en række sikkerhedsmæssige forskrifter, dels for skibets lastekapacitet eller indtjeningsevne, som navnlig har betydning ved beregning af havneafgifter o. lign.
Konventionen træder i kraft 24 måneder efter den dato, på hvilken den er ratificeret af mindst 25 lande, hvis samlede handelsflåder udgør mindst 65 pct. af verdensskibsfartens bruttotonnage. Indtil nu er den tiltrådt af 27 lande, repræsenterende i alt ca. 52 pct. af verdensskibstonnagen. Da konventionen derfor endnu ikke har opnået det for ikrafttrædelse nødvendige antal ratifikationer, foreslås det i § 13, stk. 1, at tidspunktet for lovens ikrafttrædelse fastsættes af handelsministeren. Det er herved forudsat, at Danmarks ratifikation først vil ske, efter at konventionens ikrafttrædelse er sikret.
Af lovforslagets bemærkninger og dets fremsættelsestale fremgår, hvilke overgangsvanskeligheder vedtagelsen af de nye måleregler vil medføre bl.a. for den danske skibsfarts betydelige antal af den åbne shelterdækstype, og hvorledes disse problemer agtes løst.
Lovforslaget blev undergivet en grundig udvalgsbehandling, der resulterede i en enstemmig indstilling om uændret vedtagelse i udvalgets betænkning.
Folketinget nåede ikke at færdigbehandle lovforslaget, før folketingsvalget blev udskrevet.