L 121 Lov om ændring af borgerlig straffelov.

(Forbrydelser mod kønssædeligheden).

Af: Ebba Strange (SF) , Kurt Brauer (SF) , Poul Dam (SF) og Morten Lange (SF)
Samling: 1975-76
Status: Stadfæstet
Lov nr. 195 af 28-04-1976
Efter 1. behandling henvist til retsudvalget.

Ved en ændring af straffelovens § 225 gennemføres samme aldersgrænse for homoseksuelle forhold som for heteroseksuelle forhold, nemlig 15 år.

Loven trådte i kraft den 1. maj 1976.

Ved 1. behandling fik lovforslaget en velvillig modtagelse fra Tastesen (S), Aase Olesen (RV), Tove Jørgensen (DKP) og Wilhjelm (VS).

I udvalgets betænkning indstillede et flertal (socialdemokratiets, det radikale venstres, socialistisk folkepartis og Danmarks kommunistiske partis medlemmer samt Voigt (FP) og Tange (FP)) lovforslaget til vedtagelse. Et mindretal (venstres, det konservative folkepartis og kristeligt folkepartis medlemmer samt Wamberg (FP)) indstillede lovforslaget til forkastelse. Mindretallet henviste til, at beskyttelseshensyn over for unge personer for påvirlming fra ældre personer af samme køn fortsat gør det nødvendigt at opretholde den nuværende aldersgrænse på 18 år for kønslig omgængelse mellem personer af samme køn.

Ved 3. behandling blev lovforslaget vedtaget med 94 stemmer (S, RV, SF, DKP, VS, delvis V og FP samt Lembourn (UP)) mod 51 (KF, KrF, delvis V og FP). 2 medlemmer (Otto Mørch (S) og Jes Schmidt (CD)) stemte hverken for eller imod.
Partiernes ordførere
Bernhardt Tastesen (S), Nathalie Lind (V), Kjeld Wamberg (FP), Aase Olesen (RV), Ebba Strange (SF), Inge Krogh (KrF), Hagen Hagensen (KF), Tove Jørgensen (DKP) og Preben Wilhjelm (VS)