L 44 Forslag til lov om ændring af lov om almindelig omsætningsafgift (merværdiafgift).

(Godtgørelse for administration m. v.).

Samling: 1975-76
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til skatte- og afgiftsudvalget.

Lovforslaget havde følgende indhold:

Forslag til lov om registrering af obligationer, pantebreve. og andre gældsbeviser.

Forslag til lov om registrering af obligationer, pantebreve. og andre gældsbeviser.

„§ 1.

I lov om almindelig omsætningsafgift (merværdiafgift), jfr. lovbekendtgørelse nr. 354 af 1. juli 1975, som ændret ved lov nr. 436 af 16. september 1975, foretages følgende ændring:

Efter kapitel XII A. indsættes som nyt kapitel:

XII B. Godtgørelse for administration m. v.

§ 30 b. Til private erhvervsvirksomheder, der er momsregistrerede, ydes som godtgørelse for administration af en række offentlige afgifter m. v. en godtgørelse på 750 kr. pr. kvartal.

Stk. 2. Den i stk. 1 omhandlede ydelse modregnes hvert kvartal i afgiftstilsvaret efter opgørelsen til toldvæsenet af merværdiafgiften. Modregning kan ikke finde sted, såfremt virksomheden i det pågældende kvartal ikke har haft erhvervsmæssig omsætning. I tilfælde af negativt afgiftstilsvar udbetales godtgørelsen af toldvæsenet."

§2.

Loven træder i kraft den 1. april 1976. Godtgørelsen kan første gang modregnes i afgiftstilsvaret efter opgørelse af merværdiafgiften for april kvartal 1976."

Som begrundelse for fremsættelsen af lovforslaget anførte forslagsstillerne i bemærkningerne bl. a.:

„Ved lov har staten pålagt indehaverne af private erhvervsvirksomheder en pligt til at administrere en række opkrævnings- og oplysningsopgaver, nemlig:

1. Merværdiafgift
2. Kildeskat
3. ATP
4. Sygelønsordning
5. Statistiske oplysninger
6. Lovpligtig ulykkesforsikring

Administrationen af disse opgaver betyder for de store og mellemstore virksomheder en vis ekstra ulejlighed og udgifter, men i forhold til virksomhedernes øvrige administration er dette af mindre betydning.

Anderledes for de mindre og de helt små næringsdrivende. Specielt for de små håndværkere, der har så få ansatte, at de selv må være i gang ude på arbejdspladsen hele dagen — og for de små butikshandlende, hvor en eller begge ægtefæller passer butikken fra morgen til aften, er regnskaberne et stort problem. Regnskabsarbejdet finder i disse små virksomheder normalt sted om aftenen eller i weekenden."

„Små virksomheder arbejder ofte med et så lille overskud, at der ikke er råd til regnskabskyndig assistance.

På denne baggrund må en årlig godtgørelse på 3.000 kr. for alle erhvervsvirksomheder forekomme rimelig.

Beløbet må anslås omtrent at kunne dække omkostningerne til regnskabskyndig bistand for de små virksomheder. For store virksomheder er beløbet en rimelig kompensation for deres ekstraudgifter ved administrationen."

Lovforslaget blev ved 1. behandling behandlet sammen med forslag til lov om ændring af ligningsloven. (Fradrag for erhvervsdrivende for administration af merværdiafgift og kildeskat) [af Arne Bjerregaard m. fl.]. (Se A II nr. 79).

Skatte- og afgiftsudvalget, hvortil lovforslaget henvistes efter 1. behandling, afgav ikke betænkning herover inden folketingsårets udløb.
Partiernes ordførere
Ove Hansen (S), Henning Christophersen (V), Kirsten Jacobsen (FP), Bernhard Baunsgaard (RV), Sigurd Ømann (SF), Arne Bjerregaard (KrF), Hagen Hagensen (KF), Kaj Hansen (DKP) og Erhard Jakobsen (CD)