L 265 Lov om ændring af forskellige love om forbrugsafgifter.

(Forhøjelse af afgiften af cigaretter, cigaretpapir, fintskåret røgtobak, spiritus, vin, øl og kaffe samt afgift af te).

Af: Minister for skatter og afgifter Svend Jakobsen (S)
Samling: 1975-76
Status: Stadfæstet
Lov nr. 411 af 20-08-1976
Efter 1. behandling henvist til skatte- og afgiftsudvalget.

Ved loven, der trådte i kraft den 21. august 1976, foretoges forhøjelser af en række forbrugsafgifter således:

1. Afgift af tobak. For cigaretter forhøjedes afgiften fra 26,32 øre pr. stk. plus 18,1 pct. af detailprisen til 32,92 øre pr. stk. plus 18,3 pct. af detailprisen. Afgiften af cigaretpapir blev forhøjet med 1 øre pr. stk. til 2 øre pr. stk., medens afgiften af fintskåret tobak blev forhøjet med 40 kr. pr. kg. til 225 kr. pr. kg.

2. Afgift af spiritus. Afgiften af akvavit og snaps forhøjedes fra 108 kr. 60 øre pr. liter af 100 pct. ethanolstyrke til 130 kr. 30 øre pr. liter 100 pct. ethanolstyrke, medens afgiften for anden spiritus forhøjedes fra 154 kr. 80 øre pr. liter af 100 pct. ethanolstyrke til 185 kr. 75 øre pr. liter af 100 pct. ethanolstyrke.

3. Afgift af vin og frugtvin. Afgiften af vin, der tidligere udgjorde 5 kr. 50 øre pr. liter for bordvin og 10 kr. 95 øre pr. liter for hedvin og mousserende vin, forhøjedes til henholdsvis 7 kr. 50 øre og 13 kr. 95 øre pr. liter, medens afgiften af frugtvin forhøjedes fra 3 kr. 50 øre til 4 kr. 85 øre pr. liter for varer af bordvinstype og fra 5 kr. 90 øre til 7 kr. 70 øre for andre varer.

4. Afgift af øl. Afgiften af øl af almindelig pilsnertype forhøjedes med 15 øre pr. flaske, medens afgiften af luksusøl af skatteklasse A og B forhøjedes med henholdsvis 19 og 22½ øre pr. flaske.

5. Afgift af kaffe og te. Afgiften af rå kaffe forhøjedes fra 1 kr. 35 øre pr. kg til 4 kr. 35 øre pr. kg, afgiften af brændt kaffe fra 1 kr. 70 øre pr. kg til 5 kr. 40 øre pr. kg, medens afgiften af kaffeekstrakt forhøjedes fra 4 kr. 05 øre pr. kg til 13 kr. 05 øre pr. kg. Der indførtes endvidere en afgift af te med en sats på 5 kr. pr. kg for te og med 12 kr. 50 øre pr. kg for teekstrakt og varer fremstillet på basis heraf.

Loven indeholder endelig en bestemmelse om, at den skal tages op til revision i folketingsåret 1978-79.

Lovforslaget blev fremsat og kom til 1. behandling sammen med forslag til folketingsbeslutning om indkomstpolitik for årene 1977-78 og 1978-79 (se B.I. nr. 15) og de herunder nævnte øvrige lovforslag.

I den af udvalget afgivne betænkning stillede ministeren for skatter og afgifter ændringsforslag, der dels indebar en mindre forhøjelse af afgiften af cigaretter end oprindeligt foreslået, dels fastsatte lovens ikrafttræden samt indsatte den ovenfor omtalte revisionsbestemmelse. Lovforslaget blev med de af ministeren for skatter og afgifter stillede ændringsforslag indstillet til vedtagelse, dels af et flertal (socialdemokratiets, det radikale venstres, det konservative folkepartis, kristeligt folkepartis og centrum-demokraternes medlemmer af udvalget), dels af et mindretal (venstres medlemmer af udvalget). 3 andre mindretal (henholdsvis fremskridtspartiets, socialistisk folkepartis og Danmarks kommunistiske partis medlemmer af udvalget) indstillede lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. Om de af nogle af mindretallene afgivne mindretalsudtalelser må henvises til betænkningen.

Efter at de af ministeren for skatter og afgifter stillede ændringsforslag var blevet vedtaget ved 2. behandling uden afstemning, vedtoges lovforslaget ved 3. behandling med 134 stemmer mod 43 (FP, SF, DKP og VS).
Partiernes ordførere
Kjeld Olesen (S), Jens Kampmann (S), Poul Hartling (V), Anders Andersen (V), Mogens Glistrup (FP), Bernhard Baunsgaard (RV), Sigurd Ømann (SF), Gert Petersen (SF), Arne Bjerregaard (KrF), Jens Møller (KrF), Hagen Hagensen (KF), Poul Schlüter (KF), Knud Jespersen (DKP), Jes Schmidt (CD), René Brusvang (CD) og Litten Hansen (VS)