L 178 Forslag til lov om ændring i adoptionsloven.

Af: Mogens Glistrup (FP) , Mogens Tange (FP) og Kjeld Wamberg (FP)
Samling: 1975-76
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til retsudvalget.

Ifølge lovforslaget meddeles adoption ved bevilling, der udfærdiges af overøvrigheden. Som undtagelse herfra gælder, at ægtepar, hvor begge er mellem 25 og 50 år, til folkeregistret i deres bopælskommune kan anmelde at have adopteret barn under 10 år, når anmeldelsen er tiltrådt af de hidtidige indehavere af forældremyndigheden. Folkeregistret videresender herefter kopi af anmeldelsen til det sociale udvalg i ægteparrets bopælskommune. Udvalget kan med en majoritet på 3/4 af sine medlemmer annullere adoptionen ved meddelelse til adoptanterne inden tre måneder efter deres indgivelse af adoptionsmeddelelsen til folkeregistret.

Ved 1. behandling tog justitsministeren og samtlige ordførere med undtagelse af Tange (FP) afstand fra forslaget, hvorover retsudvalget ikke afgav betænkning.
Partiernes ordførere
Inge Fischer Møller (S), Mogens Tange (FP), Aase Olesen (RV), Poul Dam (SF), Inge Krogh (KrF), Hagen Hagensen (KF) og Hanne Reintoft (DKP)