B 4 Forslag til folketingsbeslutning om brandvæsen og redningskorps, herunder civilforsvaret.

Af: Mogens Voigt (FP) , John Arentoft (FP) og Mogens Glistrup (FP)
Samling: 1975-76
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til kommunaludvalget.

Forslaget havde følgende ordlyd:

„Folketinget opfordrer regeringen til at fremsætte lovforslag sigtende på, at kommunerne overalt i landet anvender det nærmeste brandvæsen og redningskorps, herunder civilforsvaret, såfremt der skulle udbryde brand eller indtræffe en ulykke, samt at de forskellige redningskorps forpligtes til at tilkalde hjælp hos det nærmeste hjælpekorps uanset navn og kontraktforhold, hvis dette måtte være nødvendigt."

Tilsvarende forslag blev fremsat i folketingsåret 1974-75, 2. samling (se Folketingsårbog 1974-75, s. 688).

Ved 1. behandling afvistes forslaget af partiernes ordførere. Ministeren for skatter og afgifter oplyste på indenrigsministerens vegne, at der allerede i dag på de pågældende reglers grundlag er organiseret en hjælp i tilfælde af brand og ulykke ud fra samme sigte som forslagsstillernes, nemlig at hjælp skal tilkaldes fra nærmeste redningskorps, samt at der løbende foregår et undersøgelsesarbejde for til stadighed at sikre den størst mulige effektivitet. Ministeren gjorde endvidere opmærksom på en undersøgelse iværksat af administrationsdepartementet om, hvorvidt den gældende struktur for det samlede civilforsvarssystem er hensigtsmæssig i forhold til de bevillinger, der stilles til rådighed.

Kommunaludvalget, hvortil forslaget henvistes, afgav ikke betænkning over forslaget.
Partiernes ordførere
Henning Jensen (S), Lennart Larsson (V), Mogens Voigt (FP), Gunner Baunsgaard (RV), Rita Christensen (SF), Hagen Hagensen (KF), Ritta Ahm (KrF) og Kaj Hansen (DKP)