B 13 Forslag til folketingsbeslutning om ændring af vilkårene for radio- og tv-spredning.

Samling: 1975-76
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til kulturudvalget.

Ved forslaget blev regeringen af folketinget opfordret til at fremsætte forslag, der åbner mulighed for, at private selskaber under nærmere fastsatte betingelser kan opnå koncession til radio- og tv-spredning.

I bemærkningerne til lovforslaget hedder det:

„Det er forslagsstillernes opfattelse, at betingelserne bl. a. skal omfatte et klart krav til alsidighed, såvel politisk som kulturelt.

Endvidere skal de pågældende forpligte sig til at have et sådant omfang af senderkapacitet, at de mindst dækker 50 pct. af samtlige danske radio- eller fjernsynsmodtagere.

De pågældende skal ligeledes være underkastet den til enhver tid gældende presselov, ligesom den endelige koncession først kan tildeles efter en forsøgsperiode. Det er forslagsstillernes opfattelse, at en sådan forsøgsperiode bør være på indtil 10 år."

Forslaget blev sat til 1. behandling sammen med forslag til folketingsbeslutning om ophævelse af fjernsyns- og radiolicenssystemet [af Poulsgaard (FP) og Voigt (FP)], se nærmest følgende sag.

Efter en omfattende og meget nuanceret debat blev forslaget som anført henvist til kulturudvalget, som ikke afgav betænkning inden folketingsårets udløb.
Partiernes ordførere
Ole Espersen (S), Nathalie Lind (V), Kristen Poulsgaard (FP), Svend Andersen (FP), Bernhard Baunsgaard (RV), Poul Dam (SF), Hans Jørgen Lembourn (KF), Inger Stilling Pedersen (KrF), Hanne Reintoft (DKP) og Preben Wilhjelm (VS)