L 198 Lov om ændring af lov om sanering.

Af: Boligminister Helge Nielsen (S)
Samling: 1974-75 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 228 af 12-06-1975
Efter 1. behandling henvist til boligudvalget.

Ved loven lettes mulighederne for at gennemføre moderniseringer og gårdanlæg i tilknytning til saneringsplaners gennemførelse.

Loven tager navnlig sigte på at fremme modernisering af de ejendomme, som står tilbage i forhusbebyggelsen, efter at baghusbebyggelsen er nedrevet.

Finansieringen af disse moderniseringsarbejder lettes på den måde, at statslånsrenten nedsættes fra markedsrente til 6 1/2 pct. p. a., løbetiden forlænges fra 10 til 20 år, og lånegrænsen forhøjes fra 85 til 90 pct. af ejendommens værdi.

Endvidere er der ved loven med henblik på at fremskynde den praktiske etablering af gårdanlæg i forbindelse med udførelsen af en saneringsplan tilvejebragt hjemmel til at foreskrive i saneringsplaner, at gårdanlægget skal gennemføres af kommunalbestyrelsen eller saneringsselskabet på de private ejeres vegne.

Lovforslaget blev ved 3. behandling vedtaget med 128 stemmer mod 23 (FP).
Partiernes ordførere
Ejler Koch (S), Svend Erik Hovmand (V), Steffen Kjærulff-Schmidt (FP), Aase Olesen (RV), Erik Haunstrup Clemmensen (KF) og Kaj Hansen (DKP)