L 189 Forslag til lov om beskatning ved fusion af aktieselskaber m.v.

Af: Erik Ninn-Hansen (KF) og Ib Stetter (KF)
Samling: 1974-75 (2. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til skatte- og afgiftsudvalget.

Hensigten med lovforslaget var at give erhvervslivet tilstrækkelig mulighed for at gennemføre sammenslutninger (fusioner) og fjerne de nuværende hindringer herfor.

Forslaget byggede på betænkning af 2. juli 1974 fra den under finansministeriet nedsatte kommission om beskatning af aktieselskaber og aktionærer.

Lovforslaget gik ud på, at den særlige skattemæssige ordning for fusioner også skal gælde for fusioner mellem moder- og datterselskaber, de såkaldte lodrette fusioner. Endvidere skulle man ifølge lovforslaget gå bort fra det hidtil gældende system, hvorefter fusioner i hvert enkelt tilfælde har krævet forudgående tilladelse fra skattemyndighederne; ligningsmyndighederne skulle dog have adgang til en efterfølgende kontrol.

Skatte- og afgiftsudvalget, hvortil lovforslaget henvistes efter 1. behandling, afgav ikke betænlming over forslaget inden folketingsårets afslutning.
Partiernes ordførere
Ove Hansen (S), Henning Christophersen (V), Mogens Glistrup (FP), Sigurd Ømann (SF), Bernhard Baunsgaard (RV), Erik Ninn-Hansen (KF) og Kaj Hansen (DKP)