Efter 1. behandling henvist til arbejdsmarkedsudvalget.

Efter 2. behandling henvist til fornyet udvalgsbehandling.

Hovedprincippet i loven er en forlængelse of samtlige kollektive overenskomster og aftaler m.v. på arbejdsmarkedet for en 2- årig periode.

1. For så vidt angår de overenskomster, der var opsagt til udløb den 1. marts 1975 (martsoverenskomsterne) sker der således efter § 1 en forlængelse indtil den 1. marts 1977 dels med de ændringer, om hvilke der inden lovens ikrafttræden var opnået enighed mellem overenskomstparterne, dels med de ændringer, der var indeholdt i den af forligsmanden til Dansk Arbejdsgiverforening og Landsorganisationen i Danmark udleverede skitse af 4. marts 1975 til 2-årig overenskomst for tiden 1. marts 1975 til 28. februar 1977 og dels med den ændring, at dyrtidsregulering med 60 øre i timen ydes til alle personer over 18 år, herunder lærlinge m.fl., og med 30 øre i timen til alle personer under 18 år. Såvel forligsmandens skitse som en kommentar til denne udarbejdet på grundlag af en teknisk gennemgang mellem parterne og forligsmanden er optrykt som bilag til loven.

2. Efter § 2, stk. 1, forlænges øvrige kollektive overenskomster og aftaler om løn- og arbejdsforhold, der var opsagt eller kunne opsiges til udløb inden 1. marts 1976, for en periode af 2 år fra det tidspunkt, til hvilket den enkelte overenskomst eller aftale kunne opsiges. Forlængelsen sker med de ændringer, hvorom der ved forhandling mellem parterne opnås enighed — eller som fastsættes efter reglerne i § 3 — inden for de retningslinjer, der er indeholdt i forligsmandsskitsen med tilhørende kommentar, herunder at dyrtidsregulering skal ske for hver fulde 3 points udsving i reguleringspristallet med 60 øre pr. time for personer over 18 år og med 30 øre pr. time for personer under 18 år, jfr. § 1. Regler om løn- og arbejdsforhold, som gælder for offentligt ansatte personer, der ikke er omfattet af en overenskomst eller aftale, herunder f.eks. kommunale tjenestemænd og personale i børne- og ungdomsforsorgens daginstitutioner, og som derfor ikke var opsagt eller kunne opsiges, forlænges tilsvarende.

3. Endvidere fastsætter § 2, stk. 2, at den for tjenestemænd m.fl. i staten og kommunerne m.v. pr. 31. marts 1975 gældende ordning med hensyn til opsparing af dyrtidstillæg fortsættes uændret til og med september måned og ophører derefter, for så vidt angår den fremtidige opsparing.

4. Efter § 3 afgøres inden for de i § 2 nævnte overenskomst- og aftaleområder sådanne spørgsmål, om hvilke der ikke opnås enighed inden 4 uger efter overenskomstens eller aftalens normale udløbstid — en frist der dog kan fraviges efter aftale mellem parterne — ved et i hvert overenskomstområde oprettet paritetisk sammensat nævn. Finansministeren kan dog oprette nævn fælles for hovedområder efter forhandling med vedkommende personaleorganisationer i staten, folkeskolen og folkekirken samt på forslag af de kommunale lønforhandlingsorganer efter disses forhandling med vedkommende personaleorganisationer i kommunerne. Spørgsmål, om hvilke der ikke kan opnås flertal i nævnet, afgøres ved, at dette udpeger en opmand, der træffer afgørelsen. Kan enighed om opmand ikke opnås, udpeges en sådan af forligsinstitutionen. Det bemærkes, at disse regler om nævnsafgørelse for tjenestemændenes vedkommende fortrænger den særlige procedure i tjenestemandslovgivningen.

5. Inden for overenskomstområder, hvor dyrtidstillægget indregnes i akkorderne eller omregnes til procenttillæg, skal der efter § 4 optages forhandlinger mellem parterne om, hvorledes akkordlønsystemet kan tilpasses en bestemmelse om, at indregningen eller omregningen foretages således at værdien af denne ind- eller omregning svarer til de i § 1 nævnte beløb. Forhandlingerne skal være afsluttet således, at nyordningen kan træde i kraft i forbindelse med næste fornyelse af de ved nærværende lov forlængede overenskomster. Hermed er ikke taget stilling til indholdet af de kommende overenskomster — heller ikke vedrørende dyrtidsordningen.

6. For offentligt ansatte, der hidtil har haft procentvis dyrtidsregulering, fastsættes efter § 5 en taktregulering til iværksættelse fra begyndelsen af det andet år af den forlængede overenskomst- eller aftaleperiode. Taktreguleringen udformes af et paritetisk nævn, der oprettes af finansministeren med deltagelse af repræsentanter for det offentliges lønforhandlende organer og personalets hovedorganisationer. Nævnets formandskab, der udpeges uden for de lønforhandlende organer og personalets hovedorganisationer, afsiger kendelse om taktreguleringens udformning, såfremt der ikke opnås enighed i nævnet inden 1. januar 1976.

7. Tilsvarende regler gælder for andre områder end de ovenfor nævnte, såfremt disse områder er omfattet af § 2, stk. 1, jfr. ovenfor, og har haft tilsvarende lønsystemer og tilsvarende dyrtidsregulering som de pågældende offentligt ansatte.

8. Den til overenskomstforholdet knyttede fredspligt forlænges efter § 6 tilsvarende for den periode, hvormed overenskomsterne forlænges, og § 7 fastslår, at spørgsmål om overtrædelse og fortolkning af de ved loven forlængede overenskomster og aftaler m.v. afgøres efter de sædvanlige faglige regler for det pågældende område.

9. Loven gælder hverken for Færøerne eller for kollektive overenskomster og aftaler vedrørende lønninger, der reguleres efter det grønlandske reguleringspristal, som beregnes i henhold til den grønlandske lønninglsov af 9. juni 1971 § 7. Der henvises i øvrigt til årbogens omtale af lov om forlængelse af kollektive overenskomster m.v. i Grønland (se A. I. nr. 43).

Lovforslaget blev fremsat og i folketinget behandlet sammen med forslag til lov om ændring af bestemmelser om pristalsregulerede ydelser i lovene om folke-, invalide- og enkepension (se A.I. nr. 149), forslag til lov om avancestop og 'prisdæmpende aftaler (se A.I. nr. 45), forslag til lov om begrænsning af udbytter og vederlag m. v. (se A.I. nr. 46), forslag til lov om pengeinstitutters rentemarginal (se A.I. nr. 47), forslag til lov om ændring af lov om beregning af et reguleringspristal (se A.I. nr. 165) og forslag til lov om ændring af lov om tjenestemandspension (se A.I. nr. 27) på baggrund af sammenbruddet i forhandlingerne om fornyede overenskomster på det private arbejdsmarked. Om baggrunden herfor og for det samlede lovkompleks henvises til den af statsministeren i forbindelse med lovforslagenes fremsættelse den 7. marts afgivne udtalelse til folketinget (se side 111). Om baggrunden for nærværende lovforslag udtalte arbejdsministeren i sin fremsættelsestale:

„Baggrunden for forslaget er, at forhandlingerne om en fornyelse af de pr. 1. marts 1975 udløbne kollektive overenskomster nu er endt med, at forligsmanden har måttet konstatere, at en af ham til parterne udleveret skitse til fornyelse af de pågældende overenskomster er blevet afvist af begge parter. Forligsmanden har herefter opgivet videre mægling med den følge, at arbejdsstandsningerne vil kunne træde i kraft den 22. marts 1975.

De varslede konflikter har et sådant omfang, at det vil betyde, at livsvigtige samfundsfunktioner og væsentlige dele af erhvervslivet vil gå i stå.

Såfremt konflikten får lov at bryde ud, vil den blive den mest omfattende, vi nogen sinde har oplevet her i landet. Ca. 300.000 familier vil blive direkte berørt. Det vil betyde tab af indkomst, gældsstiftelse og andre økonomiske byrder for betydelige lønmodtagergrupper.

Herudover vil jeg pege på de helt uoverskuelige virkninger, der kan blive resultatet af en standsning af el- og kraftværkerne samt olie- og benzinforsyningerne og andre vigtige råstoffer for vort erhvervsliv.

Blot en kortvarig standsning af disse forsyninger vil give betydelige tab for de virksomheder, der er helt afhængige af regelmæssige energitilførsler.

Også den varslede standsning af fødevareforsyningen vil hurtigt kunne få alvorlige følger.

Danmarks yderst vanskelige økonomiske situation med store problemer for udenrigshandelen og den rekordhøje ledighed gør en omfattende arbejdskamp helt uacceptabel. Virkningerne af en pro- duktionsstandsning i blot nogle få uger vil blive følelig mange måneder ud i fremtiden og forsinke den genskabelse af fuld beskæftigelse og stabilitet, der er regeringens centrale mål.

En hurtig afklaring af løn- og arbejdsforholdene er forudsætningen for, at virksomhederne kan disponere i tillid til fremtiden.

Derfor kan regeringen ikke tage ansvar for en storkonflikt. Regeringen lægger afgørende vægt på, at et indgreb i arbejdsmarkedets forhold sker på en sådan måde, at der ændres mindst muligt i de gældende overenskomstsystemer, og at der ikke gribes mere end højst nødvendigt ind i parternes traditionelle forhandlingsret. De ved LO og Dansk Arbejdsgiverforenings forhandlinger opnåede resultater indgår derfor som bestanddele af de overenskomster, som forslaget går ud på at forlænge. På samme måde åbnes der ved forslaget mulighed for forhandling på andre overenskomst- og aftaleområder.

Det fælles grundlag for samtlige overenskomstforhold bør imidlertid være forligsmandens skitse, som foreslås ophøjet til lov. Dertil kommer sikring af en ensartet dyrtidsregulering for alle lønmodtagere, såvel inden for det private som inden for det offentlige område."

Ved 1. behandling, hvortil tingets samtykke blev givet, gav det samlede lovkompleks anledning til en længere debat, hvorunder ordførerne fra SF, DKP og VS i hovedsagen stillede sig afvisende over for indgrebet, medens de øvrige partiers ordførere havde forståelse for nødvendigheden heraf. Flere af disse ordførere stillede sig dog kritisk over for den udformning, som regeringens oplæg havde fået.

I den af udvalget afgivne betænkning indeholdes bl. a. en række oplysninger om forståelsen af lovforslagets tekst m. v., baseret på udtalelser afgivet i samråd over for udvalget af de berørte ministre. Til betænkningen blev endvidere afgivet en række mindretalsudtalelser og -indstillinger, hvorom må henvises til betænkningen.

Inden 2. behandling gav folketinget efter at flere af ordførerne havde udvekslet bemærkninger herom sit samtykke til fravigelse af den i forretningsordenen fastsatte frist med 136 stemmer (S, V, RV, KF, SF, KrF og CD) mod 35 (FP, DKP og VS).

Også ved 2. behandling gav det samlede lovkompleks anledning til en længere debat. Efter at en række ændringsforslag var blevet vedtaget, blev lovforslaget henvist til fornyet udvalgsbehandling.

I den af arbejdsmarkedsudvalget afgivne tillægsbetænkning stilledes yderligere ændringsforslag.

Efter at et af arbejdsministeren samt et af KF stillet ændringsforslag var blevet vedtaget, vedtoges lovforslaget ved 3. behandling med 124 stemmer (S, V, RV, KF, KrF og CD) mod 45 (FP, SF, DKP og VS).