Efter 1. behandling henvist til skatte- og afgiftsudvalget.
Lovforslaget var med enkelte ændringer en genfremsættelse af et af Danmarks kommunistiske parti i folketingsåret 1973-74 (2. samling) fremsat lovforslag, hvorfor der her vedrørende lovforslagets indhold og sigte kan henvises til Folketingsårbog 1973-74, side 394.
Bestemmelserne i lovforslagets § 5 om provenu, renter og indfrielse havde dog ved genfremsættelsen fået følgende formulering:
„§ 5. Den til den tinglyste reelle kapitalgevinst svarende forpligtelse kan ikke nedbringes ved afdrag eller fuldstændig indbetaling. Overgår ejendommen til ny ejer, eller overdrages den ved udlejning helt eller delvis til ny besidder, forrentes forpligtelsen fra ejendoms- eller besiddelsesoverdragelsen med en procent som nævnt i § 4.
Renter af den tinglyste reelle kapitalgevinst tilfalder med en halvdel staten og resten den kommune, hvor jorden eller ejendommen er beliggende."
Ved lovforslagets 1. behandling udtalte ministeren for skatter og afgifter bl. a.:
"Formålet med lovforslaget er at bremse den del af inflationen, der skyldes belåning af kapitalgevinster i fast ejendom, og at modvirke de forskydninger i formuefordelingen, som opstår under inflation. Disse formål ser jeg gerne fremmet. Jeg vil godt tilføje, at det er et væsentligt problem, der røres ved, men det er ikke et velegnet forslag, der ligger på bordet fra kommunisterne."
Ministeren tilføjede en række bemærkninger om, at forslaget på en række punkter var uklart, og at det ville medføre betydelig administration, hvorfor han konkluderede, at regeringen måtte afvise lovforslaget.
Lovforslaget fik ved 1. behandling tilsagn om positiv medvirken fra Ømann (SF) og Sigsgaard (VS), medens de øvrige ordførere var enten forbeholdne eller endog afvisende.
Skatte- og afgiftsudvalget, hvortil lovforslaget henvistes efter 1. behandling, afgav ikke betænkning over lovforslaget inden folketingsårets udløb.