F 5 Hvilke oplysninger kan finansministeren give om, hvordan regeringen vil søge at gennemføre de negative beløb, der er opført som budgetreguleringskonti på § 20 og § 23 på finansloven for 1975-76?

Til: Finansminister Knud Heinesen (S)
Samling: 1974-75 (2. samling)
Status: Foretaget
Ordføreren for forespørgerne (Lysholt Hansen (S)) oplyste, at der ved afstemningerne om finanslovforslaget og de til dette stillede over 800 ændringsforslag var vedtaget nogle dobbeltbesparelser og uigennemførlige besparelser. Ved aktstykke nr. 322, som finansministeren havde forelagt finansudvalget efter forhandlinger med en række partier, var der søgt om korrektioner til et samlet beløb på 320 mill. kr.

Det var fundet rigtigt, at folketinget fik lejlighed til at drøfte og tage stilling til sagen, inden finansudvalget afgav sit svar på aktstykket.

Finansministeren (Heinesen) gav en indgående redegørelse for baggrunden for og indholdet af de skete vedtagelser. Regeringen havde derefter gennem forhandlinger med en række af folketingets partier, først og fremmest de såkaldte septemberforligspartier tilvejebragt klarhed over omfanget af de utilsigtede dobbeltbesparelser. Resultatet af forhandlingerne var de forslag, som forelå i finansudvalgets aktstykke nr. 322.

Han understregede, at regeringen havde accepteret et folketingsflertals ønske om gennemførelse af yderligere besparelser i indeværende finansår. Regeringen havde imidlertid under de nu stedfundne forhandlinger tillige set det som sin opgave at afværge gennemførelsen af uacceptable indgreb på folkeskoleområdet samt i størst mulig udstrækning at mildne virkningen af de på finansloven vedtagne besparelser på daginstitutionsområdet. Resultaterne af disse bestræbelser havde været væsentlige.

Ministeren henstillede, at denne redegørelse toges til efterretning af folketinget, således at finansudvalget snarest muligt kunne afslutte gennemgangen af og behandlingen af regeringens spareforslag.

I den efterfølgende debat deltog — foruden ordføreren for forespørgerne og finansministeren — Christophersen (V), Svend Andersen (Rosk.a.)(FP), Grethe Philip (RV), Hagen Hagensen (KF), Poul Dam (SF), Honoré (KrF), Freddy Madsen (DKP), Jes Schmnidt (CD), og Wilhjelm (VS) samt uden for ordførernes kreds Tove Nielsen (V). Endvidere havde socialministeren og undervisningsministeren ordet.

Under forhandlingerne stillede ordføreren for forespørgerne (Lysholt Hansen) (F. sp. 4295) på vegne af følgende partier: socialdemokratiet, det radikale venstre, det konservative folkeparti, kristeligt folkeparti og centrum-demokraterne følgende forslag om motiveret dagsorden:

„Idet folketinget tager finansministerens oplysninger om gennemførelsen af besparelser til udfyldning af finanslovens budgetreguleringsbeløb til efterretning,

går tinget over til næste punkt på dagsordenen."

Hertil stillede Christophersen (V) (F. sp. 4300) følgende ændringsforslag :

„Før sidste linie indsættes: „og idet folketinget opfordrer regeringen til at holde udgiftkrævende forslag, der ikke har et direkte beskæftigelsesfremmende sigte, inden for de på finansloven opførte lov- og tillægsbevillingsreserver,""

Freddy Madsen (DKP) stillede (F. sp. 4315) følgende forslag om motiveret dagsorden:

„Samtidig med at folketinget konstaterer, at de i finansudvalgets aktstykke 322 omtalte besparelser på finanslovens sociale og uddannelsesmæssige konti ikke bør gennemføres, afviser tinget de alternative besparelsesforslag

og går dermed over til næste sag på dagsordenen."

Det af Christophersen stillede ændringsforslag til forslag om motiveret dagsorden af Lysholt Hansen forkastedes (F. sp. 4340) med 85 stemmer (S, RV, SF og VS) mod 60 (V og FP); 17 medlemmer (KF og KrF) stemte hverken for eller imod.

Forslag om motiveret dagsorden af Lysholt Hansen vedtoges (F. sp. 4340) med 83 stemmer (S, RV, KF, KrF og CD) mod 20 (FP); 60 medlemmer (V, SF, DKP og VS) stemte hverken for eller imod.

Hermed bortfaldt det af Freddy Madsen fremsatte forslag om motiveret dagsorden.
Partiernes ordførere
R. Lysholt Hansen (S), Henning Christophersen (V), Svend Andersen (FP), Grethe Philip (RV), Poul Dam (SF), Hagen Hagensen (KF), Bent Honoré (KrF), Freddy Madsen (DKP), Jes Schmidt (CD) og Preben Wilhjelm (VS)