L 64 Forslag til lov om afgift af elektricitet.

Af: Finansminister Anders Andersen (V)
Samling: 1974-75 (1. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til skatte- og afgiftsudvalget. Lovforslaget var en genfremsættelse af et den 8. maj 1974 fremsat forslag (se Folketingsårbog 1973-74, side 348), dog med den ændring, at der var indsat en ny bestemmelse, hvorefter afgiftens provenu skulle indgå i en fond, hvis midler skulle anvendes til investeringer ved udbygning af energiforsyningen. Lovens ikrafttrædelse var foreslået til 1. januar 1975.

Under lovforslagets 1. behandling blev der af Henning Philipsen (SF) fremsat følgende forslag om motiveret dagsorden (F. sp. 1569):

„Idet folketinget opfordrer regeringen til at trække lovforslaget tilbage, går tinget over til næste sag på dagsordenen."

Dette forslag blev taget tilbage, hvorefter forslagsstilleren fremsatte følgende nye forslag om motiveret dagsorden (F. sp. 1572:

„Idet folketinget opfordrer regeringen til at trække lovforslaget tilbage, fortsætter tinget behandlingen af den foreliggende sag."

Dette forslag om motiveret dagsorden blev forkastet idet 64 (S, SF og DKP) stemte for, medens 101 (FP - Ipsen, V, RV, KF, CD, KrF, DR og U) stemte imod og 3 (Ipsen (FP), Rosing (Grønl.) og Joh. Nielsen (S)) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.

På grund af udskrivning af valg til folketinget nåede skatte- og afgiftsudvalget ikke at afgive betænkning over lovforslaget.
Partiernes ordførere
Egon Jensen (S), Mogens Glistrup (FP), Dagmar Andreasen (RV), Hagen Hagensen (KF), Poul Boeg (CD), Henning Philipsen (SF), Arne Bjerregaard (KrF) og Knud Jespersen (DKP)