Efter 1. behandling henvist til arbejdsmarkedsudvalget.

Efter lovforslaget kan medlemskab af sådanne organisationer og foreninger, hvortil medlemskab er af afgørende betydning for at opnå en beskæftigelse, beklæde en stilling eller på anden måde udøve et erhverv, ingensinde gennem kollektive overenskomster eller gennem overenskomst mellem organisation og virksomhed pålægges den enkelte erhvervsudøver, for så vidt disse foreninger og organisationer har tilknytning til bestemte politiske partier eller yder tilskud til sådanne eller deres presse.

Om baggrunden for lovforslagets fremsættelse hedder det bl. a. i de ledsagende bemærkninger:

„Kristeligt folkeparti ønsker med sit forslag at sikre den enkeltes adgang til frit at bestemme, hvilket politisk parti han eller hun vil støtte, også gennem medlemskab af en fagforening.

I forvejen er det ved højesteretsdom fra 1966 fastslået, at foreningstvang ikke må anvendes over for offentligt ansatte.

Især inden for det sidste års tid har de socialistiske fagforbund forstærket deres pression over for virksomheder og lønmodtagere med anden fagpolitisk interesse. De store forbunds ledere har offentligt udtalt sig om muligheden for blokade med påfølgende økonomiske tab og afskedigelser på en måde, der må karakteriseres som direkte misbrug af en faglig monopolstilling.

For hovedparten af de skadelidte i de nævnte eksempler gælder, at de store fagforeningers støtte til partipolitiske formål har været udslaggivende for lønmodtagernes modvilje mod fortsat medlemskab. Det tidligere DASFs — nu SIDs — beslutning om at udnævne tre af folketingets partier til „arbejderpartier" mod før kun eet — og yde økonomiske tilskud herefter — har ikke gjort modviljen mod fagforeningsdiktaturet mindre.

Vi henviser i øvrigt til grundlovens § 74: "Alle indskrænkninger i den fri og lige adgang til erhverv, som ikke er begrundede i det almene vel, skal hæves ved lov." Desuden til grundlovens § 75, stk. 1: „Til fremme af almenvellet bør det tilstræbes, at enhver arbejdsduelig borger har mulighed for at arbejde på vilkår, der betrygger hans tilværelse."

Endelig henvises til konventionen fra Den Internationale Arbejdsorganisations generalkonference 1948 (ratificeret af Danmark 1951) afsnit I („Foreningsfrihed") artikel 2:

„Arbejdere og arbejdsgivere uden forskel af nogen art er berettiget til at oprette og til alene under iagttagelse af den pågældende organisations bestemmelser at slutte sig til organisationer efter eget valg og uden forudgående tilladelse."

Ved 1. behandling tog arbejdsministeren ikke endelig stilling til lovforslaget, medens ordførerne fra socialdemokratiet, socialistisk folkeparti og Danmarks kommunistiske parti stillede sig afvisende. De øvrige ordførere udtrykte generel velvilje over for de synspunkter, der lå til grund for lovforslaget, men flere af disse ordførere tog dog forbehold, for så vidt angik lovforslagets formulering. Således gav ordførerne fra venstre og især Danmarks retsforbund udtryk for, at de problemer, det foreliggende lovforslag havde til hensigt at løse, kunne løses på en bedre måde ved gennemførelsen af det tidligere fremsatte forslag til lov om regler for organisationers og foreningers bidrag til partipolitisk virksomhed (se nærmest følgende sag), medens ordførerne fra det konservative folkeparti og de uafhængige mente, at lovforslagets formulering ikke var tilstrækkeligt udtømmende.

Arbejdsmarkedsudvalget afgav ikke betænkning over lovforslaget inden udskrivningen af nyvalg til folketinget.