Efter 1. beh. henvist til kommunaludvalget.

Lovforslaget tilsigtede en lempelse af valglovens "spærreregler". Efter lovforslaget opstilledes således følgende betingelser for, at et parti kunne komme i betragtning ved fordelingen af tillægsmandater:

1) at partiet har opnået mindst 1 kredsmandat, eller

2) at partiet inden for 1 af de 3 områder (Hovedstadens, Øernes og Jyllands område) har opnået mindst lige så mange stemmer som det gennemsnitlige antal gyldige stemmer, der i landet som helhed er afgivet pr. mandat (kreds- og tillægsmandater).

I forhold til de eksisterende „spærreregler" betyder lovforslaget en væsentlig lempelse af betingelse 2, og endvidere indebærer lovforslaget en ophævelse af den eksisterende betingelse 3, hvorefter et parti i hele landet skal have opnået mindst 2 pct. af de afgivne gyldige stemmer. Derimod er formuleringen af betingelse 1 uændret.

Om baggrunden for lovforslagets fremsættelse udtalte ordføreren for forslagsstillerne i sin skriftlige fremsættelsestale bl. a.:

„I sidste samling fremsatte jeg forslag om ændring af valgloven (se årbog 1973-74, side 411), hvorefter alle betingelser for, at et parti kan få andel i tillægsmandaterne bortfaldt, således at et parti eller en person, der opnår det antal stemmer, et mandat i landet som helhed „koster", får et mandat.

Efter 1. behandling henvistes forslaget til udvalgsbehandling i kommunaludvalget. Efter fremskaffelse af oplysninger om bl. a. den hollandske og israelske valglov blev spørgsmålet om nedsættelse af en valglovskommission rejst i udvalget. Dette spørgsmål nåede dog ikke at blive færdigbehandlet.

Selv om det i folketingsåret 1973-74, 2. samling fremsatte lovforslag efter min opfattelse bedst opfylder kravet i grundlovens § 31, stk. 2, til valgloven — at den skal sikre en ligelig repræsentation af de forskellige anskuelser blandt vælgerne — vil jeg dog mene, at det nu fremsatte forslag, som er identisk med den lov, der gjaldt fra 1920 til 1950, bedre opfylder grundlovens § 31, stk. 2, end den gældende valglov, men jeg betragter dog kun forslaget som et praktisk skridt på vejen mod en valglov, der fuldt ud opfylder grundlovens påbud til valgloven.

Formuleringen af grundlovens § 31, stk. 2, er identisk med § 32 i 1915-grundloven, som var resultatet af en 50 år lang forfatningskamp, der skulle afskaffe alle valgprivilegier og genindføre den lige og almindelige valgret, som blev indført i 1849, men igen afskaffet ved 1866-grundloven, der gjorde valgretten afhængig af penge og hartkorn.

Ved indførelse af forskellige spærreregler i 1950erne skete et brud med den frie og almindelige valgret.

Fra valget den 15. november 1960 til valget den 21. september 1971 blev ved 5 valg afgivet i alt 563.005 gyldige stemmer uden valg af en kandidat, skønt stemmeantallet uden spærreregler ville have givet valg af 46 andre kandidater end dem, der faktisk blev valgt.

Dette resultat af 5 valg viser, at valgloven ikke opfylder grundlovens krav, og derfor må valgloven ændres, så vælgerne kan sikres, at den stemme, de afgiver på en kandidat eller et parti, ikke bruges til valg af en anden kandidat fra et andet parti.

Tilhængere af spærreregler undskylder deres standpunkt med hensynet til at opnå et handledygtigt folketing og regering. Dette hensyn kan ikke begrunde en fravigelse fra grundloven, men måske en ændring af folketingets forretningsorden.

Den almindelige og lige valgret må gå forud for et sådant hensyn."

Ved 1. behandling gav indenrigsministeren udtryk for, at han ikke kunne anbefale lovforslaget, om end han var glad over, at forslagsstillerne tilsyneladende nu havde forladt deres tidligere opfattelse, hvorefter spærreregler under enhver form var i modstrid med grundlovens § 31, stk. 2, og at stemmer til et mandat skulle give et mandat, hvis grundloven skulle overholdes. Heller ikke Tastesen (S), Raunkjær (V), Karen Thuøre Hansen (KF) og Birgit Busk (U) kunne tilslutte sig forslaget, den sidstnævnte ordfører med den begrundelse, at både spærrereglerne i den nugældende valglov og i det foreliggende lovforslag var diskriminerende over for mindretallene, og at det foreliggende lovforslag ikke i princippet var spor bedre end den eksisterende valglov. Hun agtede derfor at fremsætte forslag om ændring af valgloven, hvorefter alle spærreklausuler ophævedes. Endvidere skulle valg til folketinget ske ved flertalsvalg i enkeltmandskredse kombineret med en ordning, hvorefter samtlige de stemmer, der var afgivet på kandidater fra politiske partier, som ikke var blevet valgt i de enkelte kredse, blev talt sammen med henblik på tildeling af tillægsmandater, således at hvert partis kreds- og tillægsmandater tilsammen svarede til partiets stemmetal.

Derimod stillede Holten (FP), der udtalte sig på vegne af et flertal i sit parti, Jes Schmidt (CD), der både som repræsentant for sit parti og det tyske mindretal gik ind for, at regionale mindretal helt skulle fritages for valglovens spærreklausuler, Poul Dam (SF), Bracher (KrF), Freddy Madsen (DKP) og Vestergaard Eriksen (FU) sig velvilligt over for lovforslaget. Edele Kruchow (RV) gav ikke udtryk for sit partis endelig stilling til lovforslaget ved 1. behandlingen. Flere af ordførerne beskæftigede sig endvidere med tanken om nedsættelse af en valglovskommission, der bl. a. skulle tage de problemer op, der berørtes i det foreliggende lovforslag. Sympati for denne tanke blev således udtrykt af Tastesen (S) Jes Schmidt (CD) og Poul Dam (SF), medens Freddy Madsen (DKP) tog afstand herfra.

Kommunaludvalget afgav ikke betænkning over lovforslaget inden udskrivningen af nyvalg til folketinget.