Ved lovforslaget foresloges, at reguleringspristallet, der hidtil har været beregnet med januar 1971 = 100, fremover skulle beregnes med et nyt basisår, nemlig januar 1975 = 100.
Det bemærkedes i de ledsagende bemærkninger, at en konsekvens af de kraftige prisstigninger, der har fundet sted siden 1971, da pristallet sidst blev nulstillet, var at de tre points, der efter de gældende regler skal til for at udløse dyrtidsportioner, for tiden kun svarer til 2 pct.s prisstigning.
Lovforslaget var et led i regeringens samlede plan for en indkomstpolitisk løsning, og skal derfor ses i sammenhæng med følgende lovforslag, der sammen med det foran behandlede lovforslag, udgjorde den såkaldte "helhedsplan 1975":
forslag til lov om forlængelse af kollektive overenskomster og aftaler m. v. (se A. II. nr. 18),
forslag til lov om midlertidig ændring af dyrtidsregulering af arbejdsvederlag m. v. (se A. II. nr. 19),
forslag til lov om godtgørelse for dyrtiden (se A. II. nr. 3),
forslag til lov om avancestop og prisdæmpende aftaler (se A. II. nr. 35),
forslag til lov om udbyttebegrænsning m. v. (se A. 11. nr. 36),
forslag til lov om midlertidigt prisstop for landbrugsvarer (se A. II. nr. 55),
forslag til lov om ændring af lov om skattemæssige afskrivninger m. v. (se A. II. nr. 4),
forslag til lov om ændring af lov om investeringsfonds (se A. II. nr. 5),
forslag til lov om ændring af lov om indskud på etableringskonto (se A. II. nr. 6) og
forslag til lov om skattemæssig tilbageførsel af underskud i aktieselskaber m. v. (se A. II. nr. 7).
De pågældende lovforslag blev fremsat samme dag, ligesom de ved 1. behandling blev behandlet under ét. Angående forslagenes behandling i folketinget skal der derfor her kun henvises til det førstnævnte af de her nævnte lovforslag, nemlig forslag til lov om forlængelse af kollektive overenskomster og aftaler m. v. (se A. II. nr. 18).