Efter 1. behandling henvist til undervisningsudvalget.
Lovforslaget tilsigtede at overføre det lovmæssige grundlag for skolebiblioteksvirksomheden fra biblioteksloven til folkeskoleloven, idet der til den gældende folkeskolelovs § 14 om læremidler samt den tilsvarende bestemmelse for så vidt angår København (§ 34), foresloges tilføjet som stk. 2 og 3:
"Stk. 2. Ved enhver skole, som omfatter klasser inden for 4.-10. skoleår, indrettes et skolebibliotek. I skolebiblioteket indgår de af skolens materialer, der katalogiseres efter et fælles system.
Stk. 3. Undervisningsministeren fastsætter retningslinjer for skolebibliotekernes bibliotekstekniske arbejde."
Lovforslaget havde nøje sammenhæng med forslag til lov om amtscentraler for undervisningsmidler, se nærmest foranstående sag, og forslag til lov om folkebiblioteker, se foran under A. II. nr. 18.
Forslaget var en genfremsættelse, idet forslaget oprindeligt var indeholdt i § 17, stk. 2, i forslag til en ny folkeskolelov, omtalt side 420 i folketingsårbog 1972-73 og i nærværende årbog under 1. samling A.II. nr. 39.
Forslaget svarede til de øvrige forslag.
Undervisningsudvalget afgav beretning over forslaget, hvoraf fremgår, at der mellem undervisningsministeren og et flertal (udvalget med undtagelse af fremskridtspartiets medlemmer) er opnået enighed om,
at forslag til skolebibliotekslov fremsættes til fortsat behandling tidligst muligt i folketingsåret 1974-75,
at forslaget gennemføres således, at skolebiblioteksområdet overgår til bloktilskud efter objektive kriterier med virkning fra 1. april 1976,
at skolebibliotekerne indtil 31. marts 1976 kan påregne at få refusion efter de i folkebiblioteksloven af 1964, som ændret ved lov af 1969, 1970, 1971 og 1972, gældende regler, så kommunerne vil kende de økonomiske vilkår, deres skolebiblioteksvæsen skal regne med at virke under i de kommende år.
Idet udvalget ikke finder den nugældende aflønningsordning for skolebibliotekarer hensigtsmæssig og af ministeren er blevet oplyst om, at der finder forhandlinger sted herom, vil udvalget lade dette indgå i behandlingen af lovforslaget i samlingen 1974-75.