Efter 1. behandling henvist til samme udvalg som forslag til lov om ændring af lov for Grønland om kommuneskat (se nærmest foranstående sag).

Om baggrunden for og hovedtrækkene i loven, der trådte i kraft den 1. juli 1974, udtalte ministeren for Grønland i sin fremsættelsestale:

"Efter den hidtidige retstilstand i Grønland er der i en lang række konkret formulerede bestemmelser i lokale vedtægter, stadfæstet af Grønlands landsråd, og ministerielle bekendtgørelser fastsat regler om naturfredning og fredning af fortidsminder.

Der har hidtil ikke været bestemmelser om bygningsfredning.

Jagt og dyrefredning har tidligere været reguleret fortrinsvis ved landsrådsvedtægter, men ved lov af 13. juni 1973 om erhvervsmæssig fiskeri, fangst og jagt er der givet hjemmel til, at ministeren for Grønland kan fastsætte regler om fredning af visse dyrearter og fiskearter. Denne hjemmel har dog kun et erhvervsmæssigt sigte.

Den kraftige udbygning af det grønlandske samfund siden midten af dette århundrede har medført stærkt stigende behov for en samlet lovgivning inden for de omhandlede områder. Ministeriet anmodede derfor i 1969 det grønlandske lovudvalg om at udarbejde et udkast til en almindelig fredningslov for Grønland, idet det nærmere blev præciseret, hvilke områder loven skulle dække.


Under lovudvalgets arbejde har der været afholdt en række møder med danske videnskabsmænd til belysning af behovet for fredning i Grønland inden for områderne arkæologi, historie, mineralogi, biologi og zoologi.

I Danmark er hovedbestemmelserne samlet i naturfredningsloven og bygningsfredningsloven, medens beskyttelse af pattedyr og fugle findes i jagtloven.

Det forhold, at al jord i Grønland uden for byerne er i offentligt eje, og at alle fredningsværdige bygninger tilhører staten, har muliggjort, at man i modsætning til lovgivningen i Danmark har kunnet forenkle og samle samtlige fredningsbestemmelser i én lov. Dette er ud fra et administrativt synspunkt en fordel.

I lovens kapitel I fredes de jordfaste fortidsminder, f.eks. ruiner, køkkenmøddinger og grave. Endvidere fredes løse fund, f.eks. genstande af historisk og arkæologisk art. Dette område henhører under rigsantikvaren, og hans afgørelse kan indbringes for ministeren for Grønland. Jeg vil gerne i denne forbindelse gøre opmærksom på, at løse fund principielt skal forblive i Grønland.

Efter lovens kapitel II kan ministeren foretage fredning af plante- og dyrearter samt mindre ubeboede områder og lokaliteter. Endvidere kan der ske fredning af områder af landskabelig og rekreativ værdi samt områder og bygninger, hvis bevarelse har væsentlig interesse af historiske, undervisningsmæssige eller videnskabelige grunde. Sådanne fredninger kan, som en foreløbig foranstaltning, foretages af landshøvdingen, men den endelige fredning kan kun ske efter forelæggelse for vedkommende kommunalbestyrelse og landsrådet.

I lovens kapitel III er der til beskyttelse af områder uden for bymæssig bebyggelse givet regler om reklame- og propagandaskilte.

Kapitel IV angår fredning af Nordøstgrønland som nationalpark. I princippet er ethvert indgreb, der kan gøre indgreb i naturen, forbudt. Undtagelser kan dog gøres af ministeren for Grønland. Der kan således gives tilladelse til traditionel fangst med traditionelle metoder, og det vil også være muligt at meddele tilladelser og koncessioner i henhold til lov om mineralske råstoffer i Grønland.

Endelig er der i lovens kapitel V, VI og VII givet regler bl. a. om tilsyn, sanktionsregler samt overgangsbestemmelser.

Loven er tiltrådt af Grønlands landsråd.

Lovforslaget vil ikke medføre udgifter i finansåret 1974-75, medens der i det følgende finansår må påregnes en udgift på ca. 125.000 kr., idet der til nationalmuseets afdeling for fortidsmindeforvaltning skal knyttes en akademisk uddannet medarbejder og en tekniker. På længere sigt må det forventes, at der, når de økonomiske forhold gør det muligt, skal ske en udvidelse af dette personale, således at udgiften vil komme til at andrage ca. 250.000 kr. på årsbasis på 1971-niveau."

Under udvalgsbehandlingen fremsendte ministeren et notat til udvalget, hvoraf fremgik, at den ovenfor omtalte akademisk uddannede medarbejder samt en tekniker efter fornyede overvejelser i ministeriet på grundlag af en henvendelse fra Nationalmuseet mest hensigtsmæssigt burde bistå rigsantikvaren, således at denne kunne fordele opgaverne mellem museets forskellige afdelinger og fortidsmindeforvaltningen og ikke som efter den oprindelige ordlyd i bemærkningerne til lovforslaget var bundet til at henlægge samtlige opgaver til fortidsmindeforvaltningen. Udvalget gav sin tilslutning hertil.

Lovforslaget, der under udvalgsbehandlingen gennemgik nogle mindre ændringer, blev ved 3. behandling vedtaget enstemmigt med 156 stemmer.