L 18 Lov om ændring af ligningsloven.

Af: Finansminister Anders Andersen (V)
Samling: 1973-74 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 303 af 14-06-1974
Efter 1. behandling henvist til skatte- og afgiftsudvalget.

Ved loven foretages en ændring af de lejeværdiregler, der med virkning fra og med indkomståret 1974 blev fastsat ved lov nr. 383 af 15. juni 1973. De nu gennemførte regler tilsigter — indtil folketinget og regeringen har haft tid til at gennemdrøfte boligproblemerne med henblik på en langsigtet løsning — at fastholde lejeværdierne på det niveau, der var gældende i indkomståret 1973, hvilket også gælder for så vidt angår standardfradraget for en- og tofamilieshuse.

På grundlag af bemærkningerne til det fremsatte lovforslag og finansministerens skriftlige fremsættelse gives følgende fremstilling af den gennemførte lovændrings indhold:

De lejeværdiregler, der skal anvendes fra indkomståret 1974, er forskellige for to grupper af ejerboliger.

Den første gruppe omfatter enfamilieshuse, der er anskaffet eller for hvilke der er søgt om byggetilladelse efter den 8. december 1969. Gruppen omfatter endvidere alle ejerlejligheder. For ejerboligerne i denne gruppe beregnes lejeværdien på grundlag af ejendomsværdien ved 14. alm. vurdering pr. 1. august 1969 med 4 pct. af ejendomsværdi til og med 400.000 kr. og 6 pct. af det beløb, hvormed ejendomsværdien måtte overstige 400.000 kr.

Den anden gruppe af ejerboliger omfatter de enfamilieshuse, der falder uden for den første gruppe. Det drejer sig om enfamilieshuse, som skatteyderen har anskaffet, eller for hvilke der er søgt om byggetilladelse før den 9. december 1969. For disse enfamilieshuse er det hovedreglen, at lejeværdien beregnes med 4 pct. af ejendomsværdien ved 13. alm. vurdering eller en senere vurdering inden 14. alm. vurdering.

I en del tilfælde forekommer det dog, at enfamilieshuse i gruppe 2 først er vurderet ved en vurdering, der bygger på prisforholdene i 1969. Det forekommer endvidere, at en væsentlig ombygnings- eller forbedringsudgift først er taget i betragtning ved en vurdering efter prisforholdene i 1969. I tilfælde af denne art beregnes lejeværdien på grundlag af 14. alm. vurdering i 1969, men til gengæld er lejeværdisatsen her kun 3 pct., hvilket i gennemsnit skulle give samme resultat, som når lejeværdien beregnes med 4 pct. af 13. alm. vurdering.

For de fleste ejere af egen bolig betyder fastholdelsen af det hidtidige lejeværdiniveau, at de ved indkomstopgørelsen for 1974 skal regne med nøjagtig samme lejeværdi som for 1973.

I en del tilfælde er det dog nødvendigt at supplere 1973-reglerne med særlige bestemmelser. Det skyldes, at der i indkomståret 1974 og de følgende år vil være en del ejerboliger, der første gang er vurderet ved 15. alm. vurdering i 1973 eller en senere vurdering. Det vil også forekomme, at væsentlige forbedringer først er taget i betragtning ved disse nye vurderinger. I tilfælde af denne art har det ikke været muligt at følge 1973-ordningens almindelige regler om, at lejeværdien skal beregnes på grundlag af 13. eller 14. alm. vurdering. Loven indeholder derfor særlige regler, der gennemsnitlig skal sidestille disse ejerboliger med dem, der får lejeværdien beregnet på grundlag af de ældre vurderinger.

Vedrørende standardfradraget for en- og tofamilieshuse indeholder loven bestemmelser, hvorefter dette fradrag udgør mindst 400 kr. og højst 2.000 kr. pr. selvstændig lejlighed og i øvrigt fastholdes på samme niveau som i indkomståret 1973. Hvor det ikke er muligt som hidtil at bygge på 1969-vurderingen, fordi ejendommen eller væsentlige bygge- eller forbedringsudgifter først er kommet med ved 1973-vurderingen, skal fradraget dog beregnes på grundlag af et beløb svarende til 70 pct. af 1973-vurderingen.

Ud over de foran omhandlede bestemmelser indeholder loven tillige nogle ændringer i ligningslovens bestemmelser om fradrag for udgifter til befordring mellem hjemmet og arbejdspladsen.

Efter ligningslovens § 9 C, stk. 3, har man hidtil kun kunnet fradrage den del af de samlede befordringsudgifter i et indkomstår, som oversteg 700 kr. Dette mindstebeløb er ved heromhandlede lovændring hævet til 1.100 kr. Til gengæld er den hidtil i ligningslovens § 9 C, stk. 2, 1. pkt., indeholdte maksimumsgrænse for tilladt befordringsfradrag på 3.500 kr. ophævet.

Under behandlingen i folketinget fremsattes af forskellige mindretal en række ændringsforslag, hvorom der henvises til den af skatte- og afgiftsudvalget afgivne betænkning samt forhandlingerne i folketinget under lovforslagets 2. behandling.

De pågældende ændringsforslag, der indeholdt forslag om ændring af reglerne om lejeværdiberegningen, standardfradrag for ejerlejligheder samt skattefrihed for overskud vedrørende ejerboliger, blev dog ved lovforslagets 2. behandling enten taget tilbage af forslagsstillerne eller forkastet.

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget med 134 stemmer mod 17 (SF, DKP og Flygaard (DR)), medens 5 medlemmer tilkendegav, at de stemte hverken for eller imod.
Partiernes ordførere
Egon Jensen (S), Mogens Glistrup (FP), Henning Christophersen (V), Lauge Dahlgaard (RV), E. Juul-Madsen (KF), Erhard Jakobsen (CD), Sigurd Ømann (SF), Jens Møller (KrF), Niels Mølgaard (DR) og Kaj Hansen (DKP)