L 177 Forslag til lov om ophævelse af lov om omkostningsdæmpende ydelse.

Af: Sigurd Ømann (SF) , Aage Frandsen (SF) , Morten Lange (SF) og Gert Petersen (SF)
Samling: 1973-74 (2. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til det politisk-økonomiske udvalg.

Ved lovforslaget foresloges at ophæve lov nr. 73 af 19. februar 1974 om omkostningsdæmpende ydelse, der var vedtaget af folketinget ved 3. behandling den 14. februar 1974 (se A. I. nr. 29).

Lovforslaget blev ved 1. behandling afvist af arbejdsministeren, der fremhævede, at man ikke nu kunne ophæve en ordning, som var i gang, og i henhold til hvilken der allerede var udbetalt penge til arbejdsgiverne.

Lovforslaget, der behandledes sammen med det af de samme forslagsstillere fremsatte forslag til lov om ophævelse af lov om bunden opsparing (se nærmest følgende sag), begrundedes af forslagsstillerne med følgende bemærkninger:

"I konsekvens af det samtidig fremsatte forslag om ophævelse af lov om bunden opsparing foreslås det at standse udbetalingen af arbejdsgivertilskuddet, således at der herved opnås en forbedring af den økonomiske balance."

Det fik ved 1. behandling kun støtte fra Knud Jespersen (DKP). Ordførerne for socialdemokratiet, venstre, centrum-demokraterne og kristeligt folkeparti var afvisende, og heller ikke ordførerne for de partier, der oprindeligt havde været imod denne lovgivning, kunne se noget formål i at fremsætte forslag om lovens ophævelse på dette tidspunkt.

Lovforslaget henvistes efter 1. behandling til det politisk-økonomiske udvalg, der ikke afgav betænkning herover. Udvalget afgav 30. september en beretning over dette og en række andre forslag.
Partiernes ordførere
Per Hækkerup (S), Christian Valdemar Gede (FP), Henning Christophersen (V), Lauge Dahlgaard (RV), Børge Johansen (CD), Palle Simonsen (KF), Sigurd Ømann (SF), Jens Møller (KrF), Poul Westergaard (DR) og Knud Jespersen (DKP)